Business

Sætter punktum for rædselsår med 198 fyringer - bosser får fuld aktiebonus på 57 mio.

Trods historisk mange fyringer og nedjusteringer får den øverste ledelse i Novozymes udbetalt fuld aktiebonus på i alt 57 millioner kroner.

Det er ikke forkert at kalde 2016 for et mareridtsår for Novozymes, der i dag satte punktum for sit forgangne regnskabsår med at fyre 198 medarbejdere.

Aldrig før har så mange fået en fyreseddel samtidig i Novozymes, der med fire nedjusteringer i træk også satte en anden kedelig rekord.

Selvom aktionærerne siden indgangen til 2016 har mistet for 25 milliarder kroner i enzymaktier, så kan topdirektørerne i direktionen dele 57 millioner kroner ud over deres millionlønninger. 

Belønnes for milliardindtjening

Det skyldes, at Novozymes siden 2014 har haft et aktieprogram kørende, og her har direktionen overgået de opsatte finansielle mål for incitamentsprogrammet. Novozymes er så godt til at øge indtjeningen trods tæt på dødvande i omsætningsfremgangen, at en samlet akkumuleret overskud på 6,1 milliarder kroner i de tre år udløser maksimal aktiebonus.

Det er faktisk 700 millioner kroner over det nødvendige for at få fuld udbetaling og viser ifølge ledelsen en pæn gevinst de sidste tre år til aktionærerne, blandt andet som aktieudbytte.

- Når man kigger på aktieudviklingen over de tre år samt udbyttebetalingerne, er det en værdiskabelse på cirka 10 procent. Heraf udgør vores aktieprogram under 1 procent af det, forklarer finansdirektør Benny Loft.

Se øverst finansdirektør Benny Loft forklare den store millionbelønning. 

Det kan lyde underligt, når 2016 var så stor en skuffelse, men dagens regnskab viser også, at topdirektørerne for det forgangne år isoleret får den laveste kontakte bonus nogensinde. Den udgør kun 5 procent af direktionens vederlag, mens aktieprogrammet overgår reallønnen.

2016-bonus den laveste nogensinde

Administrerende direktør Peder Holk Nielsens får udbetalt 1,1 millioner kroner i bonus, sammenlignet med henholdvis 2,1 og 2,7 mio. kr. i de to forgangne år og endnu mere førhen.

Det samme er gældende for finansdirektør Benny Loft, der får den historisk laveste bonus på 600.000 kroner for 2016-indsatsen. Direktørerne har kun præsteret nok til at få en fjerdedel af den med bestyrelsen aftalte individuelle bonusramme.

De høje herrer går dog ikke sultne i seng. På grund af aktieprogrammet tjener Peder Holk Nielsen igen over 20 millioner kroner, mens hans kassemester hæver knap 13 millioner kroner.

Nyt aktieprogram med nye toner

Ledelsen tager hul på et nyt aktieoptionsprogram for de kommende tre år, og det bliver anderledes skruet sammen, efter bestyrelsen har set effekten af det afsluttede.

I stedet for at belønne indtjeningsevnen skal topledelsen nu kæmpe for at få hul igennem til kunderne, da bonusmålene i højere grad bliver bundet op på evnen til at øge salget og dermed omsætningen. For som innovationsdrevet virksomhed er toplinjevækst levebrødet, og med den hellige ko - øremærkningen af 13-14 procent til forskning og udvikling - skal der sælges rigtig mange enzymer.

Årsrapporten viser også, at Peder Holk Nielsens udskiftning af to af de mangeårige direktører tilbage i februar har kostet gevaldig dyrt. 

Forskningsdirektør Per Falholt og Thomas Nagy med ansvaret for supply operations har kunnet dele 40,7 millioner kroner, svarende til treårs løn på grund af lukrativ fratrædelsespakke samt opsigelsesvarsel. Oveni det beløb kan de lægge 21,3 millioner kroner fra de aktieprogrammer, de var en del af.