Journalist jagtede Trumps fiaskoer, men blev snøret af byggematadoren
Neil Barsky ville dokumentere, at Donald Trump var en elendig forretningsmand. Men Trump fik ham ned med nakken efter overraskende finte.
Det var et kæmpe debat-emne under valgkampen.
For fem måneder siden, i august 2016, var medier verden over fyldt med artikler og indslag, der forsøgte at besvare et afgørende spørgsmål i den amerikanske præsidentvalgkamp:
Var Donald Trump en succesfuld forretningsmand, der tænkte ud af boksen og skabte en enorm formue? Eller var hen en rigmandssøn, der fik alt foræret på et sølvfad af farmand, den succesrige og stenrige ejendomsudvikler Fred Trump?
Spørgsmålet var – og er - vigtigt, fordi vælgerne naturligvis er interesserede i at vide, om den republikanske præsidentkandidat rent faktisk har en historik som en mand, der kan skabe bemærkelsesværdige resultater, eller er han bare en mand, der lader som om, at det er tilfældet.
You hit me...
Netop det med at foregive at være succesrig, at pretende, overfor en uvidende offentlighed, var hovedtesen i hovedet på journalisten Neil Barsky, der særligt i 1990'erne var ude med riven efter Donald Trump i spalterne hos verdens måske mest anerkendte finansmedie, Wall Street Journal.
Barsky, der sidenhen selv blev analytiker og investor på Wall Street, fortalte for fem måneder siden i en lang artikel i New York Times om sin nådesløse jagt på sandheden om Donald Trump som businessmand. Artiklen er interessant af to årsager.
For det første fordi den leverer umådelig klar tale i forhold til Donald Trumps evner som forretningsmand; De var ikke-eksisterende, påstår Neil Barsky.
Men artiklen om jagten på Trumps fiaskoer er også historien om en mand, der på fredag indsættes som USA’s præsident, som navigerer efter en ganske simpel leveregel:
”You hit me, then I hit you.”
Jagtede Trump
Bag ovenstående sætning, som Trump selv leverede i 2007, gemmer sig et mangeårigt slagsmål mellem netop journalisten Neil Barsky og Donald Trump.
Sidstnævnte var op gennem 1980'erne blevet en landskendt forretningsmand. Ikke så meget for sin evne til at skabe resultater og forgylde sine aktionærer, men mere fordi han havde en imponerende evne til altid at få enorm pressedækning omkring sine projekter. Måske var det projekternes karaktér, primært restaurering af fashionable New Yorker-ejendomme og opførelse af gigantiske casino-hoteller, eller måske var det Trumps evne til at færdes i et kendis-miljø, hvor livsstilen var luksuriøs og et naturligt mål for sladderbladenes fotografer.
Neil Barsky skriver ærligt i den personlige fortælling i New York Times, at han var på nakken af Trump i en periode på seks år, fra 1985 til 1991, hvor han skiftede journalistjobbet ud med en beskæftigelse som analytiker og sidenhen hedge fund-manager.
Myten om rigmanden
- Dengang og nu hjalp vi i medierne med at bygge en myte op om Trump…Tidligt i forløbet lagde jeg mærke til, at uanset hvilken artikel jeg skrev om ham – hvad enten det var for den tabloide Daily News eller den seriøse Wall Street Journal – så fik den stor opmærksomhed. Dette ledte mig helt automatisk til at grave dybere efter Trump-nyheder, skriver Barsky om sine oplevelser som finans-reporter med Trump som særligt stofområde.
- Men mærkeligt nok, så virkede han mindre interesseret i at tjene penge end i at skabe forestillingen om, at han var velhavende. Det er derfor, jeg tror, at han kontinuerligt fortalte om sine planer om at bygge verdens højeste bygning. Det ville folk nemlig bemærke.
Trump i knæ
Barsky fortæller om ét særligt tip, der flød hans vej, da han sad ved et pokerbord. Det var en højtplaceret bankmand, der i slutningen af maj lod forstå, at Trump var i seriøse problemer. På det tidspunkt var Barsky i fuld gang med at afslutte sin research til en artikel om, at Trumps koncern var på randen af kollaps. Casionerne, som Trump havde bygget og ejede, havde det svært, og han var så presset på likviditeten, at de obligationsejere, der havde finansieret en række af Trumps byggerier, ikke kunne betales.
- Donald Trump kører med 100 miles i timen direkte mod en mur, og han har ingen bremser (i sin bil, red.) Han holder møde med sine banker lige nu og her (mens vi sidder og spiller poker, red.), sagde bankmanden til Barkley.
Dagen efter fik han historien bekræftet hos en kilde i en stor amerikansk bank, som førte til en forsideartikel på Wall Street Journal den 4. juni 1990:
”Donald J. Trumps pengemangel er blevet kritisk. Ejendomsudvikleren er lige nu i intense forhandlinger med de største kreditorer, som kan betyde, at han er nødsaget til at opgive store dele af sit imperium.”
Konkurs
Artiklen viste sig at holde stik, selvom Donald Trump til at starte med lykkedes med redningsmanøvren og holdt sin virksomhed kørende.
Bankerne, der havde lånt milliarder af kroner ud til Trump, havde ingen interesse i, at koncernen krakkede, så de kom med nye lån til Trump mod højere renter. Samtidig rykkede de tættere på Trump og satte en grænse for hans privatforbrug, hvis de skulle holde hans kreditfaciliteter kørende. Kreditorerne meddelte byggematadoren, at det månedlige privatforbrug ikke måtte overskride 450.000 dollar.
Og sådan gik det til, at Donald Trump holdt sin forretning kørende – faktisk helt frem til 2004, hvor Trump begærede sin hotel- og casino-koncern konkurs og forlod jobbet som adm. direktør.
Det var faktisk lidt af en præstation at holde virksomheden i drift så længe, når man tænker på den rapport fra myndighederne i New Jersey, der i 1990 kort og godt konkluderede, at ”et totalt kollaps ikke var et scenarium, der kunne afvises” – og her var myndighederne særligt bekymrede for Trumps gæld på mere end 20 mia. kr. En så høj gæld hang på daværende tidspunkt ikke sammen med cash-flowet og indtjeningen i Trumps koncern.
Trump var rasende over artiklen i Wall Street Journal, som satte ham under pres. Det er aldrig sjovt for erhvervsfolk, når deres fortrolige møder med kreditorerne refereres i medierne, og det gjorde ikke Trump mindre rasende, at det var hans evindelige plageånd Neil Barsky, der igen havde været på spil.
I Trumps egen bog fra 1997 ”The Art of the Comeback”, skriver han, at ingen journalist har været mere ondskabsfuld overfor ham end netop Barsky fra ”The Journal”.
Hvad Trump ikke skriver i bogen er, at han fik sin hævn over reporteren ikke lang tid efter.
Pay back time
I starten af 1991 inviterede en af Trumps nære rådgivere den kritiske journalist til at være gæst ved et stort boksestævne på et fint hotel i Atlantic City. Ifølge Barsky takkede han i første omgang nej tak til at deltage, men hans redaktør overbeviste ham om, at han skulle tage imod invitationen. Det endte med, at både Barsky, hans bror og far sad som gæster til stævnet på Trumps regning.
Det skulle han aldrig have gjort.
Kort tid efter var det nemlig ham selv, der havnede i spalterne hos New York Times, der skrev, at Barsky havde truet sig til billetterne, at han havde bedt om en suite på et af Trumps hoteller og havde fortsat med at skrive negativt om Trump, da han ikke fik flere tjenester end billetterne til boksekampen.
...we´re even
Barsky og hans redaktører forsvarede sig mod anklagerne fra Trump-lejren, men resultatet blev, at han ikke kunne fortsætte med at skrive artikler om Donald Trump, da han havde bragt avisen i en penibel situation ved at takke ja til tjenester fra en person, som han dækkede kritisk og intenst.
Og dermed havde Trump fået sat en af sine største kritikere skakmat.
Mange år senere mødtes de to tidligere kampfæller igen, i forbindelse med en velgørenheds golfturnering, og på et forudgående møde på Trumps kontor i New York, hvor de ville slutte fred og lægge stridighederne bag sig, var det at, Trump sagde til Barsky:
”You hit me, then I hit you. As far as I am concerned, we’re even.”