Business

Ny kongres i USA: Disse danske selskaber har mest på spil

Den nye kongres konstitueres i dag i Washington. Den får stor betydning for flere danske virksomheder, siger chefanalytiker fra Alm. Brand.

Kongressen i USA konstitueres i aften dansk tid, og dermed er startskuddet for alvor sat med den politiske virkelighed under Donald Trump, der indsættes 20. januar.

Frem mod valgdagen var der enorm frygt for Trump, men nervøsiteten og frygten blev hurtigt forvandlet til optismisme og tro på fremtiden, da Donald Trump i sin sejrstale i langt højere grad end tidligere fremstod som en statsmand.

I hvert fald i erhvervslivet og på finansmarkederne, hvor der er store forventninger til Trumps evne til at sætte fut i den amerikanske økonomi, der fortsat er verdens største.

TV 2 har spurgt chefanalytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand, hvad der er på spil for dansk erhvervsliv.

De her virksomheder har mest på spil med Trump

Chefanalytiker Michael Friis Jørgensen har over for TV 2 vurderet, hvilke selskaber og brancher, der har mest på spil under Donald Trump.

Mærsk, DSV & Co.

Trumps retorik over for frihandelsaftaler har skabt nervøsitet.

Væksten i verdenshandlen er svag, og den kan få endnu et knæk, hvis Trumps ønske om at genforhandle flere frihandelsaftaler går i hårdknude. Det kan ramme den store danske shipping- og transportbranche, siger Michael Friis Jørgensen, der fremhæver Mærsk og DSV.

- Handelshindringer er fortsat den store negative joker for vores transportvirksomheder. Især fordi der synes at være en opfattelse i aktiemarkedet af, at Trump ikke kommer til at føre noget ud i livet af sådanne tiltag, siger han.

Foto: Søren Bidstrup / Scanpix Denmark

FLS, Rockwool & Co.

Meldingerne om store investeringer i infrastruktur har skabt håb.

Enorme investeringer i et løft af USA's infrastruktur var på dagsordenen for både Trump og Clinton i valgkampen. Kan blive svært at gennemføre i stor skala i kongressen, fordi det slå bunden yderligere ud under et kæmpe underskud på statsfinanserne. Ifølge Michael Friis Jørgensen vil det være guf for danske kæmper som FLSmith, Rockwool og NKT, hvis Trump får sin vilje igennem.

- Infrastrukturinvesteringer er især vigtige for hele sentiment i råvaresektoren, og dermed også for de danske aktier, siger han.

Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Novo, Lundbeck & Co.

Stigende medicinpriser har været et stridspunkt i valgkampen.

Ønsket om sundhedsreformer kan ifølge Michael Friis Jørgensen ramme selskaber som Lundbeck, Novo Nordisk og Coloplast. Han påpeger, at usikkerheden er meget stor, men at Obamacare formentlig rulles tilbage. Det kan ramme Novo Nordisk, der har givet store rabatter for derigennem at nå flere patienter gennem, når flere blev dækket med Obamacare. 

- Overordnet set tegner der sig dog ikke noget billede af, at republikanerne, som det ellers er normalt, vil være mere positivt stemt overfor pharmasektoren (begge sider ser ud til at barsle med store reformer), siger Michael Friis Jørgensen.

Foto: Asger Ladefoged / Scanpix Denmark

Vestas, Dong Energy & Co.

Trump har raset mod grøn energi, men løbet af måske kørt, lyder vurderingen.

Den nye præsident har lagt op til øget støtte til sort energi ved at give flere tilladelser til boringer, men det truer ikke nødvendigvis den grønne sektor. Michael Friis Jørgensen har meget svært ved at se Trump rulle lovgivningen tilbage, og kan Vestas drage fordel af den lokale produktion i tilfælde af handelskrig.

- Vestas har også stor US produktion, hvilket bør give dem en konkrurencemæssig fordel, hvis der modsat forventninger kommer handelshindringer, siger analytikeren.

Dong Energy satser også stort på at opføre havmølleparker i USA, og her står Vestas som mulig leverandør.

Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Ifølge analytikeren er der trods optimismen på finansmarkederne fortsat enorm usikkerhed om, hvorvidt Trump overhovedet kan få gennemført sine planer.

De satser på et byggeboom

De omfattende skattelettelser, der har været et kardinalpunkt for Trump, virker mere ligetil at gennemføre end de store investeringer i infrastruktur, som danske selskaber som FLSmidth, Rockwool og Rambøll ser store muligheder i.

Noget andet er handelshindringerne, der kan gøre ondt på transportspillere som Mærsk og DSV.

Hvis Trumps ønske om at skabe bedre vilkår for USA ved genforhandling af handelsaftalerne slår fejl, vil det være en begmand for en i forvejen sløj udvikling i verdenshandlen.

I forhold til det store sundhedsområde har Trump barslet med at rulle hele eller dele af Obamacare tilbage, og det er der tilsyneladende et flertal for, siger Michael Friis Jørgensen.

Endelig er energien, hvor Trump har gjort sig bemærket med angreb på vindmøller og støtteerklæringer over for fossile brændsler.

Alm. Brand-analytikeren tvivler dog på, om Trump-administrationen overhovedet kan nå at ændre en kurs, hvor grøn energi buldrer frem med voldsomt reducerede priser, og Vestas har da også haft en fantastisk december.