Business

Ny dom: Din bank skal ikke dække tabet, hvis du har købt kopivarer i god tro

Som bankkunde skal man selv betale, hvis man kommer til at købe kopivarer. Sådan lyder dommen fra Sø- og Handelsretten over en Nordea-kunde i dag.

Hvis du køber et par sko på nettet, som bliver taget i tolden, fordi de viser sig at være kopivarer, har din bank ikke pligt til at dække tabet.

Det står klart efter en afgørelse i Sø- og Handelsretten onsdag, hvor Nordea er blevet frikendt i en sag, hvor en kunde krævede erstatning for nogle falske Nike-sko.

Forbrugerombudsmanden havde stævnet Nordea, fordi banken afviste at tilbagebetale penge for tre par sko, som aldrig blev leveret til køberen, fordi skoene viste sig at være kopier af Nike-sko.

En undtagelse

Ifølge dansk lovgivning skal banken dække forbrugerens tab, hvis en vare ikke leveres.

Men der er en undtagelse ved reglen, som siger, at hvis varerne bliver konfiskeret i tolden, fordi der er tale om kopivarer, kan forbrugeren ikke få pengene tilbage.

Ifølge Forbrugerombudsmanden var forbrugeren dog ikke klar over, at skoene var kopier. Derfor burde banken punge ud.

Men det er Sø- og Handelsretten altså ikke enig i.

Finansrådet: Principiel afgørelse

Hos Finanrådet, der har repræsenteret Nordea i sagen, er der både glæde og lettelse over dagens dom.

-  Det er en sag, der er principiel. Den har stor betydning, og den fastsætter reglerne for, hvad der gælder, når man handler på nettet. Og det, som dommen fastslår, er, at hvis man køber noget, der er falsk på nettet, så er det altså ikke bankens problem, siger Kenneth Joensen, juridisk direktør i Finansrådet til TV 2 Business.

Dermed står det klart, at man som udgangspunkt selv hænger på regningen, hvis man er uheldig på nettet. Man kan dog i visse tilfælde blive reddet på målstregen af kreditkortudbyderen, da nogle af dem som en del af deres aftale med kunden tilbyder at dække omkostningerne.

Forbrugerombudsmanden er overrasket over dom

Forbrugerombudsmanden er enig i, at der er tale om en principiel sag.

-  Grundlæggende handler det jo om, hvem der skal bære tabet i den situation – altså om det skal være banken eller forbrugeren, siger Christina Toftegaard Nielsen, forbrugerombudsmand, og uddyber:

- Der har vi hidtil været af den opfattelse, at lovgivningen forpligtede bankerne til at bære tabet. Men Sø og Handelsretten har altså læst loven anderledes.

Hun har endnu ikke besluttet sig for, om dommen skal ankes.

-  Det overvejer vi i øjeblikket. Men da der skal vedtages ny lovgivning på området i løbet af foråret, får Folketinget alligevel lejlighed til at overveje de her regler inden for få måneder, og det er jo et politisk spørgsmål, hvem der skal bære tabet, når vi får kopivarer.

Nethandelen stiger voldsomt i disse år, og derfor er retsstillingen for forbrugerne vigtig – og ifølge Christina Toftegaard Nielsen er dagens dom bestemt ikke ligegyldig for forbrugerne.

-  Dommen sender et signal om, at man skal være rigtigt forsigtig som forbruger, siger hun og understreger, at selvom man som forbruger er forsigtig og tager sine forholdsregler, så er det ingen garanti for, at man ender med at blive snydt.