Business

Danske rigmænd investerer millioner i E-sport: - Det er en no-brainer

E-sport er blevet et verdensomspændende fænomen. Nu vil en række kendte danske iværksættere investere 200 millioner kroner i et dansk E-sportsfirma.

Serieiværksætteren Tommy Ahlers og Nikolaj Nyholm fra kapitalfonden Sunstone vil over de næste par år investere 200 millioner kroner i en professionel gaming virksomhed kaldet RFRESH Entertainment. 

Virksomheden dækker over fire forskellige E-sportshold, der alle dyster i spillet Counter-Strike, og de mange penge skal blandt andet bruges til at give gode træningsfaciliteter til de fire hold.

Fakta om e-sport

  • E-sport er en sammentrækning af ordene elektronisk sport.
  • Det er computerspil, der dyrkes som konkurrence ligesom gængse sportsgrene som fodbold og håndbold.
  • Danmark er et af de lande, der har flest professionelle i forhold til landets størrelse.

E-sport blev i sommer optaget i Dansk Atletik Forbund.  

Tommy Ahlers mener ikke længere, at man kan anse E-sport som værende en subkultur. Det er blevet et verdensomspændende fænomen. 

- Når du har noget, som er populært hos 350 millioner mennesker, så er det jo ikke længere en subkultur. Det er popkultur, og derfor er der et marked, siger han. 

En 'no brainer' 

Når iværksætter og investor Tommy Ahlers overvejer, om han skal investere i et nyt projekt, så er der tre kriterier, han vurderer potentialet ud fra, og i dette tilfælde kunne han sætte flueben ved alle tre. 

- Jeg investerer markedet fordi, det lever op til mine krav til marked, team og produkt, siger han. 

Et marked i massiv fremgang og en positiv udvikling, der ser ud til at fortsætte langt ud i fremtiden er ikke gået Tommy Ahlers næse forbi. 

- Allerede nu er der omkring 360 millioner seere globalt og 1 milliard dollars i direkte sponsorpenge, og det bliver bare større og større. Markedspotentialet er helt enormt, siger han. 

Produktet i top

Derudover mener Tommy Ahlers, at holdet bestående af blandt andre Nikolaj Nyholm og den tidligere håndboldstjerne Kasper Hvidt er godt sat sammen.

E-Sport

  • Mere end 213 mio. personer ser E-Sport. Dette tal forventes at stige til 303 mio. i 2019.
  • Det forventes, at E-sport ved slutningen af 2016 vil have en samlet omsætning på 8,3 mia. kroner på verdensplan.
  • 29. maj blev E-Sport Danmark optaget som associeret medlem af Dansk Atletik Forbund.

Kilde: SuperData

- Teamet bag det her projekt er både dygtige folk fra den digitale verden, der forstår det her univers blandet med folk fra den traditionelle sportsverden, siger Tommy Ahlers.

Det sidste kriterie er produktets potentiale og kvalitet, og her er investoren også meget tilfreds. 

- Produktet er også i top. Det ene af vores fire hold ligger nummer et på Counter-Strike ranglisten. Det her projekt møder alle tre kriterier, så det er nærmest en ’no brainer’, siger han. 

Fodboldklubber investerer i E-sport

Det er kommet frem, at Parken Sport & Entertainment vil investere et årligt tocifret millionbeløb efter tre e-sportshold, som skal konkurrere med verdenseliten.

Holdene skal være iført FCK-trøjer og på den måde være med til at fremme FCK’s brand i hele verden.

Ifølge Finans er Parken Sport & Entertainment ved at etablere tre hold inden for spillene Counter-Strike, Fifa og Dota 2. Det vides endnu ikke, om holdene bliver etableret fra bunden, eller om det sker via opkøb af eksisterende hold.

Danske hold som OB og FC Midtjylland er også aktive i E-sportsgenren. 

Tidslinje: E-sportens historie

  1. 1972

    1. De første skridt

      De studerende på Stanford Universitet i Californien dystede i den første turnering.

      Den første konkurrence i computerspil afholdes på Stanford University Dengang spillede udøverne mod hinanden på arkadespillemaskiner.

  2. 1980

    1. Tusindvis samles for første gang

      Deltagerne sad side om side og spillede mod hinanden.

      En af de første store konkurrencer i computerspil afholdes i USA. Over 10.000 personer kæmper i spillet Space Invaders om at vinde konkurrencen.

  3. 2000

    1. Kæmpe turneringer opstår

      To af de største internationale turneringer ser dagens lys. World Cyber Games og Electronic Sports World Cup samler tusinde af e-sportsudøvere og slår i årene efter årtusindeskiftet tonen an for de store turneringer.

  4. 2004

    1. Nationalsport i Sydkorea

      Sydkorea er det land i verden, hvor e-sport hurtigst blev udbredt og anerkendt som en sportsgren.

      Flere end 100.000 tilskuere følger finalen i en turnering i spillet StarCraft. Samtidig er e-sport blevet en stor tilskuersport og nationalsport i Sydkorea.

  5. 2007

    1. Dansk forbund fødes

      Paraplyorganisationen E-sport Danmark stiftes. Formålet er at skabe et foreningsliv og udbrede e-sporten i Danmark. I årene efter dukker de første e-sportsforeninger op.

  6. 2014

    1. E-sport på skoleskemaet

      Det første elevhold undervises i e-sport på Vesterbølle Efterskole.

      Vesterbølle Efterskole opretter, som den første skole i Danmark, et e-sportsfag for eleverne. I de efterfølgende år følger en række andre efterskoler trop, men også folkeskoler og videregående uddannelser opretter e-sport som fag.

  7. 2016

    1. E-sport optages i DAF

      Dansk Atletik Forbund optager e-sport i forbundet. Det resulterer blandt andet i, at e-sport kommer på programmet i Skole OL.

    2. Store investeringer i Danmark

      Astralis er et af de hold, der kastes penge efter af danske investorer.

      Der investeres millioner af kroner i dansk e-sport. Blandt andet satser erhvervsmændene Tommy Ahlers og Lars Seier på de to Counter-Strike hold Astralis og Tricked.