Business

Falck renser ud: To topdirektører fyret - ingen afløser klar

Redningskæmpen Falck fyrer to topchefer, fordi de ejer for meget af selskabet.

De godt 38.000 ansatte i Falck har i 12 år været vant til at se makkerparret Allan Søgaard Larsen og Morten R. Pedersen i den absolutte top, men det er slut nu.

Falck har besluttet at skille sig af med de to direktører, oplyser selskabet i en pressemeddelelse, hvor det samtidig fremgår, at formand Peter Schütze tager styringen, indtil der er fundet en ny topchef.

Problemer på flere fronter

Dobbelt-fyringen forklares med, at de to direktører ejer over 10 procent af Falck, mens KIRBI, Lundbeckfonden og Tryghedsgruppen ejer resten.

Den store ejerandel til topledelsen, der gør dem begge til multimillionærer, harmonerer ifølge formanden dårligt med, at Falck er i problemer på flere fronter.

- Der er efter bestyrelsens opfattelse en uhensigtsmæssig sammenblanding af rollen som ledelse og medejer, siger Peter Schütze.

- Det var naturligt under Falcks private equity-ejerskab, men bestyrelsen ønsker nu, at governance forholdene i Falck skal normaliseres, fortsætter Peter Schütze med henvisning til, at de mange aktier til direktørerne blev tildelt, mens Falck var ejet af kapitalfonde.

Kæmpe underskud

Regnskaberne har da også bevæget sig i den forkerte retning.

I 2015 landede Falck et minus på 586 millioner ud af en omsætning på godt 15 milliarder, og derudover har der været voldsom kritik af selskabet i den såkaldte BIOS-sag, der har kostet sagsanlæg.

Uenige direktører

De to afgående direktører, der har udgjort topledelsen i Falck siden 2004, er uenige i beslutningen, selvom de anerkender problemstillingen.

- Vi er ikke enige i bestyrelsens beslutning, men vi tager den til efterretning, siger Allan Søgaard Larsen i meddelelsen.

Indtil der er fundet en ny topdirektør, skal formand Peter Schütze og Morten R. Pedersen stå for den daglige ledelse, mens Allan Søgaard Larsen, der har været i Falck siden 1990, vil stå til rådighed for selskabet, indtil der er fundet en ny koncernchef.

Vil altid være stolt

Den fyrede direktør siger i meddelelsen, at han har haft nogle 'fantastiske år', hvor han og Morten R. Pedersen har vokset Falck til det firedobbelte i størrelse.

- Jeg er og vil altid være stolt over det, vi sammen med tusindvis af fantastiske medarbejdere har udrettet, siger Allan Søgaard.

- Og jeg ser frem til at kunne være med til at bidrage til den fortsatte udvikling som en aktiv del af ejerkredsen sammen med Morten R. Pedersen, fortsætter han med henvisning til, at deres fælles selskab, Liberatio, får en plads i Falcks bestyrelse.

Stadig meget velhavende

Det seneste regnskab fra Liberatio viser en egenkapital på 565 millioner kroner til deling mellem Morten R. Pedersen og Allan Søgaard Larsen.

Og det var endda efter et rædsomt år, hvor de to nedskrev værdien af Falck-aktierne med over 400 millioner.

Falck blev stiftet i 1906 og har siden udviklet sig til en global spiller inden for redning og assistance. Derudover har koncernen store divisioner med fokus på sundhed og træning.