Business

Nets: Julehandlen giver rødglødende dankort

Julesalget tegner lovende for landets butikker. Foreløbige tal for juleforbruget viser pæne stigninger, hvor især e-handlen er eksploderet.

Vi er stadig ni dage fra juleaften, men allerede nu tegner julehandlen rigtig lovende for landets forretninger og netbutikker. Det viser nye tal fra Nets og DIBS.

Dankortforbruget viser 3 procent større salg fra sidst i november og frem til den 12. december i forhold til samme periode sidste år. Det svarer til en stigning på 670 millioner kroner.

Sidste år brugte danskerne knap 30 milliarder kroner op til jul. I december har danskerne i gennemsnit handlet for 200 millioner kroner mere om dagen, end de plejer i løbet af resten af året.

- Danskerne foretrækker at bruge deres Dankort, når de handler – især i december, hvor både antallet af betalinger og forbruget stiger, fortæller Jeppe Juul-Andersen, Senior Vice President i Nets og ansvarlig for Dankort.

DIBS: BlackFriday er som væksthormoner for højtiden på nettet

I detailhandlen har der ellers været frygt for, at årets største handelsdag, "Black Friday", skulle slå luften ud af julesalget. Men meget tyder på, at den i stedet har kickstartet butikkernes absolut vigtigste handelsmåned. 

Især netbutikkerne har kronede dage med rødglødende tal for transaktioner og omsætning. Online-omsætningen fra betalingskort er 30 procent højere i år end sidste år, mens antallet af transaktioner er steget med 17 procent. 

- Man kan således gisne om, at BlackFriday faktisk har haft en stimulerende, positiv effekt på forbrugernes købetrang helt ind i december. Det er simpelthen væksthormoner for højtiden på nettet, siger Henriette Høyer, der er slagschef hos DIBS.

Den gennemsnitlige pris per vare købt på nettet perioden er steget med 13,62 procent i 2016 sammelignet med 2015. Det er gået fra gennemsnitligt 922 kroner per køb i 2015 til 1.047 kroner per køb i 2016.