Danske David vinder sag mod Apple: Brugt iPhone må IKKE betegnes som ny

16x9
David Lysgaard har vundet en principiel sag over Apple Foto: TV 2

Apple taber principiel sag om iPhone i Danmark.

Marketingschefen David Lysgaard kan efter års kamp mod giganten Apple notere en sejr.

Apple havde givet ham en iPhone med gamle dele og betegnet den som ny. Det har retten i Glostrup vurderet er et brud på købeloven.

- Det er en stor forløsning, at jeg har fået medhold i retten. Men jeg havde nu også forventet det. 

- Jeg regner med, at Apple anker. Men jeg er klar til at fortsætte kampen, så længe det kræves. Så længe at det ikke kan ruinere mig, siger David Lysgaard.

Fik en telefon med genbrugte dele

Sagen er principiel, da den sætter spørgsmålstegn ved hele Apples produktionsapparat. 

Miseren startede i 2011, da David Lysgaard købte en ny iPhone fra Apples webshop for 4399 kroner. Men allerede efter et år gik telefonen i stykker, og David Lysgaard sendte den til reparation. 

Det var dog ikke enden på problemerne, og David Lysgaard fik en ny telefon efter flere problemer. Men den var ikke ny. I stedet for at sende kunden, der ifølge loven har ret til at få en fabriksny telefon eller sine penge tilbage fik David Lysgaard en såkaldt "refurbished" telefon, hvor dele af den er genbrugt. 

Men købeloven foreskriver, at David Lysgaard har ret til ophæve købet og få sine penge tilbage eller få et nyt produkt.