Business

Svensk energikæmpe vil sælge billig el direkte til danskerne

Den svenske energikæmpe Vattenfall har købt danske Vindstød.dk, og kan dermed nu sælge el direkte til danskerne.

Med et opkøb af danske Vindstød.dk træder den svenske energikæmpe Vattenfall nu ind på markedet for salg af vindenergi direkte til forbrugerne.

Vindstød.dk er et dansk selskab, der udelukkende leverer el til private forbrugere via danske vindmøller, og her glæder mig sig over det nye samarbejde.

- Vindstød har længe bestræbet sig på at levere lave elpriser til danskerne, og det bliver vi ved med. Nu får vi Vattenfall med i ryggen, som er førende inden for vindenergi, og det kommer til at styrke vores position, fortæller Morten Nissen Nielsen, der er administrerende direktør i Vindstød.

Han kommer fortsat til at sidde som direktør i selskabet efter opkøbet.

Med opkøbet intensiverer Vattenfall den priskonkurrence, der har kørt længe på havvindmøller i Danmark. Se hvordan det påvirker Dong Energy på TV 2 Business her:

Kan nu sælge direkte

Opkøbet kommer kort efter, at Vattenfall har vundet retten til at opføre to enorme havmølleparker i Danmark ud for Vesterhavet og ved Kriegers Flak i Østersøen.

Vattenfall leverer allerede energi til tusindevis af danske hjem og er Nordens største energiselskab med en omsætning på 160 milliarder kroner, men med opkøbet af det danske vindenergiselskab kan Vattenfall nu sælge direkte til de danske privatkunder.

- Vindstød.dk er et succesfuldt, omkostningseffektivt elselskab -  et logisk valg for Vattenfall, der netop i disse år investerer massivt i at udbygge vindkraft i Danmark både til lands og på havet. Vindstød.dk’s forretning bygger på en it-platform, der gør det let og billigt at skalere op til betydeligt flere kunder, lyder det fra Vattenfalls danske landechef Ole Bigum Nielsen.

Vattenfall er faktisk Danmarks største operatør af vindmøller på land og er godt på vej til at få den samme førertrøje i de danske farvande med havvindmøller.

Billigere el

Bestræbelsen ved det nye samarbejde skal være, at danskerne kan se frem til endnu billigere el.

- Vi satser meget på, at det skal være billigere for danskerne at have strøm. Der er utrolig mange, der betaler en højere pris for deres el, end de behøver. Det arbejder vi på at lave om på, så danskerne oplever, at man kan få en besparelse, siger Morten Nissen Nielsen.

Vindstød.dk oplyser, at købsprisen er hemmelig.