Business

Lars Larsen i opfordring til sine børn: Sørg for vækst i Jysk - ellers får I tæsk

Lars Larsen præsenterer i dag et rekordgodt regnskab i virksomheden Jysk. Han forsikrer, at børnene bliver i firmaet, men de skal ikke være direktører

I oktober meldte stifter og ejer af Jysk, Lars Larsen, ud til Berlingske Business, at hans børn, Mette og Jacob Brunsborg, ikke skulle arve milliardforretningen.

Og for første gang siden udtaler erhvervsmanden sig nu omkring situationen, og her lyder historien lidt anderledes.

Lars Larsen slår fast over for TV 2 Business, at hans børn fortsat skal være i virksomheden, men ikke som direktører.

Derimod skal de fortsætte deres arbejde i bestyrelsen, hvor Lars Larsen selv sidder som formand.

Her skal de sørge for, at der fortsætter med at være vækst i Jysk i samarbejde med en nyoprettet fond ved siden af.

- Jysk er og bliver altid en familiejetvirksomhed, hvor de sidder på langt størstedelen. Fonden bliver puttet ind som modvægt til to familieenheder, hvis der skulle opstå uenigheder, siger Lars Larsen til TV 2 Business.

Se hele interviewet med Lars Larsen på TV 2 Business her:

Jysk skal vokse sig større

Og netop punktet omkring vækst er meget vigtigt for Jysk-stifteren at føre videre.

- Der står i mit testamente, at vi skal blive ved med at vokse. Fonden skal styre, at der investeres i Jysk, og det er også børnenes opgave - ellers får de tæsk, siger Lars Larsen med et smil i øjet.

I løbet af det sidste år er omsætningen i Jysk steget markant fra 3,4 milliarder kroner i 2014/15 til 23 millarder kroner i 2015/16.

Det skyldes blandt andet en fremgang i Østeuropa, hvor Jysk satser stort.

Har nok at se til

Det er snart 40 år siden, at Lars Larsen stiftede Jysk Sengetøjslager - som det hed dengang.

For nogle år siden begyndte de at drille mig med, at jeg var ugens gæst, så blev det til månedens gæst. Men jeg følger med i det hele.

Lars Larsen

I dag har han gang i flere andre virksomheder, og det betyder også, at stifteren ikke er at finde i Jysk-hovedsædet i Brabrand uden for Aarhus til hverdag.

- For nogle år siden begyndte de at drille mig med, at jeg var ugens gæst, så blev det til månedens gæst. Men jeg følger med i det hele. Og når man har 45 lande at holde styr på, så er der sandelig nok at se til, fortæller Lars Larsen.

I løbet af det sidste år har Jysk åbnet 105 nye butikker rundt omkring i verden, og det er ambitionen, at der skal åbne lige så mange til næste år.