Business

Ølfesten fortsætter hos Royal Unibrew - Specialøl hitter

Dårligt sommervejr til trods, blev der drukket rigeligt med øl og cider til, at Royal Unibrew kunne leve op til egne finansielle forventninger i Q3.

Royal Unibrews regnskab for årets tredje kvartal viser en generel fremgang i forhold til sidste år.

I perioden kunne selskabet glæde sig over en nettoomsætning på godt 1,7 mia. kr. mod knap 1,7 mia. kr. i samme periode året før.

- Det er tilfredsstillende, at vi fortsat øger vores omsætning og indtjening - trods udfordrende markedsforhold og dårligt sommervejr i Nordeuropa, forklarer administrerende direktør Henrik Brandt i regnskabet.

- Det skyldes vores fortsatte stærke kommercielle agenda samt et højt innovationsniveau på tværs af Royal Unibrew, mener han.

Foruden Royal-øllene står selskabet også bag Faxe Kondi og Ceres Top-øl.

Nye produkter hitter

I år er der kommet flere nye produkter fra selskabets hånd, og de er faldet i god jord hos kunderne, oplyser Henrik Brandt.

- Vi glæder os over, at rigtig mange forbrugere har taget godt imod Royal Økologisk samt vores craft øl serier, Schiøtz, Lottrup og Tivoli Beer samt allersenest vores Odense Mosaic IPA, siger han.

Årsresultat i den høje ende

Royal Unibrew fastholder forventningerne til årets resultat og venter fortsat en omsætning på 6275-6450 mio. kr. samt et driftsresultat (EBITDA) på 1240-1290 mio. kr.

Men præciserer at indtjeningen ventes i den høje ende af intervallet.

Intervallet for driftsresultatet (EBITDA) ligger uændret på 1240-1290 mio. kr. og EBIT ventes at ramme mellem 935-985 mio. kr.

Royal Unibrew realiserede i 2015 en omsætning på 6032 mio. kr. samt et driftsresultat (EBITDA) på 1225 mio. kr. EBIT blev 917 mio. kr.