Bestseller fordobler bundlinje
Bestseller-ejer, Anders Holch Povlsen, har fordoblet modekoncernens bundlinje for det skæve regnskabsår 15/16.
Mode-milliardæren Anders Holch Povlsen har fordoblet bundlinjen for Bestseller-imperiet og dermed løftet resultatet tilbage til det niveau, som tøjkoncernen sidste år drattede ned fra.
Sidste år dykkede bundlinjen med 40 procent til under 1 milliard kroner før skat, men koncernen har nu indhentet det tabte og kommer ud med et resultat før skat på to milliarder kroner i selskabets skæve regnskabsår.
Samtidig er omsætningen vokset med fem procent til det højeste nogensinde - godt 23 milliarder kroner.
Bestseller-koncernen har lukket butikker i år og er nu nede på 2.800 butikker i alt.