Fynsk fadølskonge skyder millionbeløb i dansk designportal

Den danske designvirksomhed Eniito får flere millioner af fynsk rigmand, der laver tilbehør til fadølsanlæg.

Den danske designportal Eniito har fået et millionbeløb skudt ind af den fynske erhvervsmand Carl Christian Nielsen, der er medejer af fadølsvirksomheden Micro Matic.

Det betyder, at den blot ét år gamle virksomhed nu kan begynde sit indtog til Kina med portalens omkring 100 mindre kendte nordiske designmærker.

- Nordisk design er ufattelig hot i hele verden lige nu. Vi er måske selv ved at være lidt trætte af det, fordi vi går rundt i det hele tiden, men ude i verden er det stadig hot, siger Thomas Brixen, der er ejer og administrerende direktør i Eniito, til TV 2 Business.

Eniito sælger designernes produkter, mens designerne selv sender produkterne til kunderne.

Se hele interviewet med manden bag Eniito på TV 2 Business her:

Kina er en stor mundfuld

Indtil videre har Eniito ikke plus på kontoen endnu, men man forventer at nå en trecifret millionomsætning inden for tre år.

Kina og USA er nogle af de markeder, som skal hjælpe forretningen ordentligt i gang. Men det skal ikke gøres alene.

- Vi er ikke så naive at tro, at vi kan gå ud og omfavne hele verden fra start, men vi tager nogle markeder, som vi fokuserer på, siger Thomas Brixen og fortsætter:

- Vi ved godt, at Kina er en enorm mundfuld, og vi bilder os ikke ind, at det er noget, vi kan klare alene - og slet ikke her fra Danmark. Så vi vil gerne finde en kinesisk partner og lave en joint venture.

Fynsk rigmand skyder penge ind

Den fynske rigmand Carl Christian Nielsen, der af mange kendes under navnet C.C. Nielsen, fortæller også, at netop muligheden for at udbrede Eniito uden for de danske grænser, ligger til grund for hans investering i virksomheden.

- Når jeg står klar med den her investering, er det fordi jeg, ligesom folkene bag Eniito, ser et kæmpe potentiale for udbredelsen af nordisk design i Asien og resten af verden. Den forretningsidé og det setup, som Eniito har, giver dem gode muligheder for at nå deres mål, og derfor har jeg valgt at gå ind i projektet, udtaler Carl Christian Nielsen i en skriftlig kommentar.

Eniito sælger både tøj, møbler og andre diverse design.