Business

Ydmyg jyde har lige fået 100 mio: - Arh, det skal da fejres

Salget af vindvirksomheden KK Group fra Ikast forgylder både PKA, Maj Invest og selskabets direktør.

En af Danmarks største underleverandører til vindindustrien, KK Group fra Ikast, er blevet solgt til investeringsselskabet Solix. 

Ifølge TV 2 Business' oplysninger er der tale om en handel til over 1 mia. kr. Dermed er der solide milliongevinster på vej til de hidtidige ejere PKA, Maj Invest samt selskabets direktør og finansdirektør.

De to direktører skønnes hver at indkassere i omegnen af 100 mio. kr. ved salget.

- Jeg er ikke så god til regning

- Nu er jeg jo midtjyde og ikke så god til regning, så de oplysninger må stå for din egen regning. Men det er rigtigt, at det har været en god investering for os. siger adm. direktør Tommy Jespersen med et glimt i øjet, da TV 2 spørger til milliongevinsten.

Men skal der ikke poppes noget champagne, spises en lækker bøf eller købes en ny bil?

- Arh, det skal der, det skal der. Vi skal da fejre det.

Hver sjette mølle har en bid af Ikast

Både Tommy Jespersen og finansdirektør Tommy Haahr fortsætter i virksomheden efter salget. 

KK Group blev stiftet i 1983 og har siden vokset sig til en global leverandør af styringer til vindmøller. 60 pct af alle verdens offshore-møller har teknologi fra Ikast.

Selskabet beskæftiger over 850 medarbejdere og har en årlig omsætning på 1,5 mia. kr. 

PKA fik pengene 100 gange igen

En anden af dagens store vindere er pensionskassen PKA, der siden 1983 har været hovedaktionær med 65 pct af KK Group.

PKA spyttede i sin tid 5 mio. kr. i det daværende KK Electronics. I dag, 33 år senere, er pengene blevet til langt over 1 mia. kr., medregnet de løbende afkast og dagens salg.

- Vi har opnået et fremragende afkast, og der er ingen tvivl om, at KK er en skarp kandidat til at optræde på PKA’s top 3 for bedste investeringer gennem tiden, siger investeringsdirektør i PKA, Michael Nellemann Pedersen, i en pressemeddelelse.

- Vi har fået vores investering hjem mere end 100 gange, så investeringen har været rigtig god for PKA’s medlemmer, siger investeringsdirektøren.