Business

Rigmand sælger endnu en virksomhed: - Jeg kan spise mig mæt resten af livet

Den danske serieiværksætter Martin Thorborg har solgt sin regnskabsvirksomhed Dinero til nordmænd.

Det er ikke første gang, at serieiværksætteren Martin Thorborg sælger en virksomhed - og det bliver nok heller ikke sidste gang.

I dag er det regnskabsvirksomheden Dinero, der er blevet solgt til den norske it-virksomhed Visma.

Det skriver selskaberne i en pressemeddelelse.

- Nogle ser på deres virksomheder som børn, men sådan har jeg aldrig haft det. Jeg har altid mine virksomheder til låns. Det er noget, der kommer og går, og jeg er meget stolt over det her salg, fortæller Martin Thorborg til TV 2 Business, der har været med til at sælge omkring 7 virksomheder i alt indtil videre.

Jeg har altid mine virksomheder til låns

Martin Thorborg

Dinero blev stiftet i 2012 og har over 100.000 tilmeldte kunder. 

Se hele interviewet med Martin Thorborg og hør, hvor længe han har tænkt sig at blive som administrerende direktør i Dinero på TV 2 Business her:

Har villet købe siden start

Og allerede helt fra start har Visma faktisk vist interesse i at købe Dinero, fortæller Martin Thorborg.

- De er kommet hvert år og spurgt, og i begyndelsen sagde vi nej. Men da de så kom for et halvt år siden, så kom de med et beløb, hvor vi måtte til at snakke om det, siger han.

Salgsprisen ligger i millionklassen, men derudover er prisen fortrolig. Salget luner dog godt hos Martin Thorborg.

- Vi har fået et beløb, så jeg i hvert fald kan spise mig mæt resten af livet, siger han og fortæller, at det nok ikke bliver den sidste virksomhed, han kommer til at sælge.

Vil levere de bedste løsninger

Hos Visma har man valgt at købe Dinero på grund af de muligheder, der er i samarbejdet.

Se også Martin Thorborg fortælle om sit liv som iværksætter i programmet "Med chefen bag rattet" på TV 2 Business her:

- Med opkøbet af Dinero vil Visma dermed kunne tilbyde de bedste løsninger til de allermindste virksomheder og iværksættere og hele vejen op til mellemstore virksomheder, udtaler Mads Rebsdorf, der er direktør i Visma Software i Danmark i pressemeddelelsen.

Dinero beskæftiger cirka 30 medarbejdere og havde i 2015 en omsætning på 9,7 millioner kroner.

Tilbage i 2000 var Martin Thorborg blandt andet med til at sælge portalen Jubii.dk, som han blev millionær på.