Business

Norsk milliardær vil bygge stort kongreshotel i Aarhus

Petter Stordalen er en norsk milliardær, der for nylig købte den gamle centralpostbygning i København. NIELS AHLMANN OLESEN / Scanpix Denmark

Den excentristiske norske milliardær Petter Stordalen, der har magten i Nordic Choice hotel vil have flere hoteller i Danmark.

Efter at have sikret sig et nyt hotel i den gamle centralpostbygning i København – en investering på 1,2 milliarder kroner, tager norske Petter Stordalen nu på erobringstogt i Aarhus.

Den norske rigmand har netop offentliggjort et bud på et helt nyt kongreshotel ved havnekanten i Aarhus.

- Aarhus Ø er er Aarhus' nye samlende bydel, hvor byliv, business og boligher spiller sammen, og hvor Clarion Hotel Seafront bliver det naturlige midtpunkt, siger Petter Stordalen, ejer af Nordic Choice Hotels, driftsselskabet bag hotelsatsningen. 

Det nye hotel-projekt har et areal på 24.000 kvadratmeter, 400 værelser og et kongrescenter med plads til 2500 mennesker. Projektforslaget indeholder blandt andet en rooftop restaurant og bar, træningsfaciliteter og vinterbad.

Se hvordan det så ud, da Petter Stordalen overtog den gamle postcentralbygning i København for nylig på TV 2 Business her:

Det nye hotel skal indgå i en helt ny bydel på havefronten i Aarhus med 8.000 indbyggere og 12.000 arbejdspladser.

Mere end 1 milliard i omkostninger

Ifølge Tv2s oplysninger løber omkostningerne til det nye projekt op i over 1 milliard kroner.

Petter Stordalen er i konkurrence med Scandic-kæden om det nye signatur hotel ved havnefronten i Aarhus, der er i hastig udvikling.

Det nye projekt er tegnet af det verdenskendte danske arkitektfirma Schmidt Hammer Lassen og skal, hvis det realiseres, være et firestjernet hotel.

Ambitionerne om et nyt stort hotel i den nye Aarhus Ø-bydel er at øge hotel- og kongresfaciliteterne i Danmarks næststørste by, så Aarhus i fremtiden kan tiltrække større internationale konferencer.

Petter Stordalen vil slå på, at han med sit projekt vil søge at skabe et samlingspunkt og mødested for hele bydelen.

En af Norges rigeste

Petter Stordalen er på top ti listen over de rigeste nordmænd og er kendt for sine Simon Spies agtige præsentationer af hans nye projekter.

Ved præsentationen af det nye hotel i København optrådte han således i et dannebrog-jakkesæt.

Han blev efter finanskrisen tvunget til at lukke sine hoteller i Danmark, men er siden kommet tilbage og har nu fem hoteller.

Med det nye hotel i København og det foreslåede hotel i Aarhus satser Petter Stordalen på aggressiv vækst i Danmark.

Petter Stordalen har flere planer for Aarhus. Ud over præsentationen af det nye projekt mødes han i dag med Aarhus borgmester Jacob Bundsgaard.