Business

Mobilepay vil forsøge at knuse Nets

Hvis der er et selskab, der skal passe på, efter meldingen om at Swipp-bankerne nu hejser det hvide flag, er det Nets. Børsintroduktionen har været præget af en elendig start for aktien.

Der er kritisk fokus på, om Nets-ledelsen kan leve op til alle de fine løfter fra børsintroduktionen, og nu kommer der en kampvogn rullende hen mod Nets med betydelige muskler: MobilePay, der med den nye fusion ventes at få 4 millioner brugere og dermed tæt på monopol på det danske marked.

Ifølge kilder tæt på fusionen af MobilePay og Swipp er det nærliggende, at de kommende års investeringer i udviklingsomkostningerne for Nets skal bruges til at angribe en række af Nets guldkalve. Der peges især på hele betalingsformidlingsområdet som et oplagt sted at sætte angrebet ind. Et angreb af en sådan karakter vil have store perspektiver for de deltagende banker: Det vil åbne for mulighederne for en betydelig indtægtskilde og kan også føre til besparelser for bankerne.

Nets-aktien reagerede da også i et positivt marked ved at falde umiddelbart efter forbrødringen mellem Danske Bank og hele den øvrige banksektor.

Swipps overgivelse giver flere fordele for de deltagende banker: De årlige omkostninger ved at drive MobilePay anslås for at være mellem 150-200 millioner kroner – vurderer branchekilder, og dem er der nu i omegnen af 70 banker til at dele.

Nets bliver ramt på pengepungen

Danske bank var ved at sejre sig ihjel med MobilePay, der med sin kortløsning var dyr at holde i luften. Nu kommer der bredere skuldre til, og man skifter i stedet til den meget billigere konto til konto-løsning. Et skifte, der vil ramme Nets på pengepungen..

Men der er ikke tale om en spareøvelse for bankerne – undtagen for Danske bank, der jo slipper billigere, end hvis banken skulle have kørt videre alene. Speederen presses i stedet i bund for at udvikle en forretning, der på sigt kan blive ganske givende for de danske banker.

For Swipp-bankerne var der ikke meget at gøre. Kunderne havde stemt med fødderne, og Nordeas utroskab overfor bankerne ved at lave en soloaftale bag om ryggen på de øvrige banker og være den første bank, der gik over, markerede reelt dødsstødet for Swipp-samarbejdet. Straks efter meldte Jyske Bank ud, at Danmarks tredjestørste bank også var på vej væk.

Sydbank, Spar Nord og Jyske bank melder sig nu under Mobile Pay's faner sammen med en lang række regionale og lokale pengeinstitutter. Det sidste søm er hermed slået i Swipp's kiste. Forfatter Thomas Lykke og erhvervskommentator på TV2 Business Ole Krohn giver syn for sagen her:

De tilbageværende banker kunne have valgt en anden løsning – nemlig at holde fast i Swipp som en lotteriseddel og forsøge sig med en eller anden form for samarbejde med Nets, men intet tyder på, at den løsning seriøst var på bordet, efter at banker med mere end en markedsandel på 60 procent havde forladt den synkende skude.

Nets er langt fra færdige efter det her – det sidder solidt på flere lukrative markeder og har dygtigt udviklet en nordisk strategi med opkøb og flere muligheder for at skabe stærk vækst. Om få måneder har Nets sit mobile dankort klar, hvilket er et meget stærkt våben.

Men Nets' løfte om at ville vokse hurtigere end markedet vil blive udfordret med det knytnæveslag, som den totale opbakning bag MobilePay reelt er.