Business

Vestas-konkurrent opjusterer

Den spanske vindmølleproducent Gamesa løfter forventningerne til 2016 VINCENT WEST / Scanpix Denmark

Den spanske vindmølleproducent Gamesa står ikke tilbage for Vestas og løfter ligesom sin danske konkurrent forventningerne til 2016.

Gamesa, der er på vej til at fusionere med Siemens Wind Power, venter nu et driftsoverskud, EBIT, på 450-470 mio. euro mod tidligere et overskud på mindst 430 mio. euro.

Desuden ventes ordrebogen nu at vokse med mere end 4300 megawatt mod tidligere mindst 4000 megawatt, viser regnskabet, som blev offentliggjort torsdag aften.

Vestas: Fra underskud til overskud

  • Fra 2011 til 2013 gav Vestas store underskud. Samlet tabte Vestas 1,1 milliarder euro i perioden. Driftsmarginen var i 2012 på 0,1 procent. 
  • I 2013 have Vestas opbygget en gæld på 4,1 milliarder euro.
  • Vestas omsatte for 8,4 milliarder euro i 2015 og forventer, at omsætningen vil være over 9 milliarder euro i 2016.
  • Vestas fik et resultat på 685 millioner euro i 2015, tæt på en fordobling fra 2014.
  • I 2015 havde Vestas en driftsmargin - hvor mange omsætningskroner der bliver til driftsoverskud - på 10,2 procent. Den forventes at stige til over 11 procent i 2016.
     Kilder: Vestas, OMX Nordic

På vej mod rekordresultat

Det er Gamesas anden opjustering i år, og selskabet har kurs mod sit bedste resultat nogensinde, hedder det i regnskabsmeddelelsen.

De første ni måneder bød på et underliggende driftsresultat på 340 mio. euro, en omsætning på 3,3 mia. euro og et overskud efter skat på 206 mio. euro.

Trump sender vindmølleaktier i dørken

Også Vestas opjusterede forventningerne i sit kvartalsregnskab tirsdag, hvor timingen dog var alt andet end optimal.

Valgsejren til Donald Trump har således sendt vindmølleaktierne til tælling, da Trumps energipolitik vurderes at ville skabe ringere rammevilkår for branchen. Det skyldes, at Trump flere gange i valgkampen har talt negativt om vedvarende energi.

Vestas og Gamesa er faldet henholdsvis 18 pct. og 12 pct., siden resultatet af det amerikanske præsidentvalg blev kendt.