Business

Bestseller-ejer investerer i onlinesuccesen Miinto

Bestseller-ejer investerer i den danske modeplatform Miinto. Visionerne er store, og nu skal der for alvor fart på Miinto.

Anders Holch Povlsen, ejer af tøj-giganten Bestseller, har investeret et trecifret millionbeløb i den syv år gamle modeplatform Miinto.

Miintos CEO og stifter, Konrad A. Kierklo, har derfor god grund til at fejre sin relativt korte karriere som iværksætter.

- Bestseller er den optimale partner, for de forstår offline-modebutikker, og samtidig er de ekstremt stærke på online-delen. Anders er meget visionær omkring internethandel, og det er nogle superdygtige folk med deres viden, siger han. 

29-årige Konrad A. Kierklo, blev i januar fremhævet af Forbes på talentlisten ”30 under 30” i kategorien Retail & E-Commerce.

Godt nyt for Miintos mange samarbejdspartnere

Virksomheden forbinder over 1.000 fysiske butikkers varer med forbrugere, der shopper modetøj online. 

Konceptet er baseret på deleøkonomiens grundtanke om at gøre brug af ressourcer, der allerede findes.

Det er ikke første gang at Bestseller-ejeren investerer i online-virksomheder. Senest spyttede Anders Holch Povlsen, 100 millioner i nemlig.com. Se historien på TV 2 Business her: 

Den store kapitalindsprøjtning får stor indvirkning på virksomheden, mener Konrad A. Kierklo. 

- Investeringen fra Anders Holch Povlsen giver os muligheden for i endnu højere grad, at gøre forbrugerne opmærksomme på vores brand og vores koncept. Med denne investering kan vi nu i endnu højere grad give forbrugerne et alternativt til at shoppe i udenlandske webshops, siger han. 

Øremærket investering

Virksomheden har i løbet af året haft fokus på systemteknologi og markedsføring. Ansatte i tech- og marketingsafdelingen er således fordoblet. 

- Helt konkret er pengene øremærket til markederne Danmark, Norge, Sverige og Holland. Der vi skal vokse. Vi havde over 300 mio. kr. i omsætning sidste år, og vi får en fornuftig tocifret vækst i år. Men med pengene fra Bestseller forventer vi at få en større vækst, end vi ville, hvis ikke Bestseller havde investeret, siger Konrad A. Kierklo.

Miinto har allerede adskillige planer i støbeskeen og investeringen gør, at der kan sættes fart på kommende projekter, der skal udvikle og støtte detailbranchen og gavne de danske modebutikker.