Business

Carlsberg opjusterer sine forventninger til i år

Carlsberg tror på et bedre år for forretningen end først antaget.

Carlsberg opjusterer forventningerne. Bryggeriet ser nu en organisk vækst i resultat af primær drift på cirka 5 pct. Tidligere meldte Carlsberg om en forventning om en lav etcifret organisk vækst.

Det fremgår af en periodeoplysning for tredje kvartal fra Carlsberg.

Verdens tredjestørste bryggeri efter fusionen mellem AB Inbev og SABMiller, Carlsberg, nåede i tredje kvartal i år en koncernomsætning på 17.534 mio. kr. mod ventet 17.826 mio. kr. og 18.296 mio. kr. i samme kvartal året før.

Salget af øl falder

Salget af øl målt i mængder faldt organisk 1 pct. mod en forventning om minus 1,4 pct. og minus 3 pct. i tredje kvartal året før. Den organiske vækst i nettoomsætningen blev opgjort til 1 pct. mod ventet plus 1,3 pct. og 3 pct. i tredje kvartal året før.

I de enkelte regioner tegnede der sig et uens billede.

I den største region, Vesteuropa, blev omsætningen 10.399 mio. kr. mod ventet 10.705 mio. kr. i følge estimater indsamlet af Ritzau Estimates. I samme kvartal sidste år var omsætningen 11.093 mio. kr,.

I region Asien, der overhalede Østeruopa som næststørste region omsætnings- og indtjeningsmæssigt, landede omsætningen på 3975 mio. kr. mod en forventning om 4148 mio. kr. og 4210 mio. kr. i kvartalet året før.

Østeeuropa oplevede en omsætning på 3148 mio. kr. mod ventet 2991 mio. kr. og 3011 mio. kr. i samme kvartal året før.