Vild bonus: Jysk direktør lukker fabrikken og flyver alle ansatte på ferie til Thailand

I samarbejde med TV 2 Østjylland

En portvin eller lidt chokolade var ikke nok.

Skal der være fest, så lad der være fest.

I torsdags fejrede Jydsk Emblem Fabrik 130 års jubilæum, men reception, bobler og pindemadder rakte ikke. 

Derfor sender virksomheden inden længe samtlige ansatte på ferie i Thailand.

- Det er vores allesammens jubilæum, så vi vil gerne have alle vores medarbejdere med ud og få én på opleveren, siger direktør iJydsk Emblem Fabrik, Hanne Hørup.

Vild bonus fra chefen

Det er 35 heldige medarbejdere, der kan se frem til en uge under sydens sol midt i januar. 

- Det er først nu, man tænker over, hvor vildt det egentlig er, at vi kommer på sådan en tur alle sammen. Det bliver fantastisk, jeg glæder mig helt vildt, siger Michael Koun Parkvil, der er sælger hos Jydsk Emblem Fabrik. 

Ferien er en god investering

Mens medarbejderne nyder varmen, lukker hele fabrikken ned, så der er fred på ferien.

En ferie, som direktøren mener, er en god investering. 

- Det betyder rigtig meget for vores medarbejderes indbyrdes forhold og for deres forhold til os som ledere. Det giver et rigtig godt sammenhold og gode historier, som vi kan blive ved med at dele med hinanden, siger Hanne Hørup.

Vi skal ud og ride på elefanter.

Michael Koun Parkvil, sælger hos Jydsk Emblem Fabrik. 

- Det giver noget at snakke om før og efter, tilføjer Jette Leicht Jespersen, der er montrice på fabrikken,   

Hun glæder sig mest til flyveturen og mellemlandingerne, mens andre ser frem til oplevelserne i landet. 

- Vi skal ud og ride på elefanter, fortæller Michael Koun Parkvil.

En lille smule skal der alligevel arbejdes

Medarbejderne skal dog også se nogle af de fabrikker, de samarbejder med til dagligt. 

– Det vil give bedre forståelse og kommunikation i det daglige, men det er også ferie. Vi skal ud og se noget, siger direktør Hanne Hørup. 

Flyet med hele medarbejderstaben letter mod de varme himmelstrøg den 14. januar.