Business

Slagteri-kæmpe hæver prisen på svinekød og giver landmændene lønforhøjelse

Slagterigiganten Danish Crown hæver prisen for svinekød og giver landmændene en lønforhøjelse.

Det danske slagteriselskab Danish Crown vil gøre det attraktivt at producere slagtesvin i Danmark igen. Derfor hæver selskabet nu lønnen til sine landmænd.

Det skriver Danish Crown i en pressemeddelelse.

Fremover skal landmændene have yderligere 60 øre per kilo svinekød. Det seneste år har afregningen været på 10 kroner per kilo, så dermed kommer landmændene til at få betydeligt flere gysser i lommen.

I følge Finans drejer det sig om et årligt løft i indtjeningen for de danske landmænd på cirka 720 millioner kroner.

- Udgangspunktet for den nye strategi er, at Danish Crown i fremtiden skaltjene flere penge, end vi gør i dag, til glæde og gavn for ejerne, udtaler Erik Bredholt, der er bestyrelsesformand i Danish Crown, i fondsbørsmeddelelsen.

Presset branche

Svinebranchen har i flere år været plaget af faldende produktion, og det er netop én af grundene til, at Danish Crown nu sætter ind.

Generelt ser det bedre ud for landmændene, der nu kan tjene flere penge på deres aktiviteter. Se hele historien og mød landmanden Michael Nielsen på TV 2 Business her:

- Kan vi sikre andelshaverne en afregning for deres grise, som gør det attraktivt at være slagtesvineproducent i Danmark, er jeg sikker på, at vi får både flere grise til slagtning og dermed brug for flere hænder på slagterierne, siger Erik Bredholt.

Indtil videre er den nye pris på svinekød fastlagt at skulle være nået inden 2021.