Brexit

Pundet stiger kraftigt oven på brexit-afgørelse

Pundet stiger til højeste niveau i en måned, efter landsretten i England har afgjort, at regeringen skal have godkendelse til at forlade EU.

Pundet stiger kraftigt oven på nyheden om, at den britiske regering skal have tilladelse af parlamentet for at kunne forlade EU.

I øjeblikket stiger pundet med over 1 procent både i forhold til den amerikanske dollar og den danske krone, hvilket er store udsving i en valuta.

Lige nu svarer 1 pund til 8,3 danske kroner, og det er en stigning på 1,2 procent i dag.

- Det sker, fordi nu skal parlamentet indrages mere i de forhandlinger, der skal finde sted, og det bliver mere åbent. Det tyder på, at vi skal se et mere blødt brexit end et hårdt brexit, siger Mikael Olai Milhøj, der er analytiker i Danske Bank, til TV 2 Business.

På samme måde svarer 1 pund nu til 1,24 amerikanske dollar. Det er en stigning på 1,6 procent.

Dagens styrkelse af pundet betyder, at pundet nu ligger i den højeste kurs i en måned.

Se også 'Millionærklubben' snakke om pundet, og hvorfor det holder nogle vågne, på TV 2 Business her:

Juleindkøb er ikke aflyst

Efter nyheden om briternes valg om at forlade EU har pundet ellers været i frit fald. Siden juni, hvor afgørelsen blev truffet, er pundets kurs over for den danske krone faldet fra 9,7 kroner til nu 8,3 kroner.

Det har derfor også været særlig gunstigt for danskere at tage til London og shoppe. Og selvom pundet styrkes i dag, bliver juleindkøbene ikke aflyst, forklarer Jyske Bank.

- Jeg kan bestemt ikke se, at pundudsigterne spænder ben for julekøbene i London, siger Tina Winther, der er analytiker i Jyske Bank.

Kurs vil svinge fortsat

Hos Danske Bank tror man også, at pundet vil fortsætte sin noget ustabile kurs i den kommende tid.

- Det afhænger meget af de overskrifter, der er for britisk økonomi, siger Mikael Olai Milhøj.

Han forventer, at pundet vil blive svækket igen, når forhandlingerne om brexit tages op.