Dansk whisky får skotsk guru til at måbe: - Det er en utrolig smuk malt

16x9
Her ses et billede af flasken fra Thy Whisky, Fad No°3 Kræn Kræmmer, der fik en score på 93,5 ud af 100 i det mest prestigefyldte opslagsværk, Jim Murrays Whisky Bible, med over 4000 forskellige whiskyer. Foto: Thy Whisky

Et mikro-destilleri fra Thy er blevet skamrost af en britisk whiskyguru, som har givet virksomhedens single malt topkarakter i 'Whiskybiblen'.

En anmeldelse, i verdens mest eftertragtede whiskyopslag, har sendt et lille destilleri i Thy helt op i den øverste whiskyelite.

Det skriver Berlingske Business.

Det sker efter, at den danske whisky er blevet anmeldt med en flot karakter i den såkaldte whiskybibel, Jim Murray’s Whisky Bible.

- Man bliver lun om hjertet, når vi får en så flot karakter. Det må være et tegn på, at vi har fokus på noget af det rigtige, siger Nicolaj Nicolajsen, som tilbage i 2009 begyndte at arbejde med whisky i sin fritid.

Whiskyguru skamroser Thy-produkt

Det, der startede som en hobby, blev senere til en virksomhed, Thy Whisky.

Efter 7 års arbejde følte Nicolaj sig klar til at sende en flaske single malt med navnet "Fad No°3 Kræn Kræmmer" over til Britiske Jim Murray, der i whiskykredse betegnes som en guru på området.

Mange års kærlighed til whisky og med talrige anmeldelser og bøger om spritten under bæltet udgav Jim Murray i 2003 Jim Murray’s Whisky Bible, som blev en enorm succes.

Nicolaj Nicolajsen dufter til whiskyen i den gamle kostal på gården i Gyrup, hvor whiskyen lagres.
Nicolaj Nicolajsen dufter til whiskyen i den gamle kostal på gården i Gyrup, hvor whiskyen lagres. Foto: Thy Whisky

Bogen fungerer som et opslagsværk over alle de whiskyer, Jim Murray og hans hold har smagt og anmeldt. Bogen bliver opdateret årligt, og i dag rangerer den omkring 4.000 whiskyer fra hele verden.

Kategoriseres i eliteklassen

Whiskyerne bliver bedømt på fire parametre, næse, smag, finish og balance. Hver kategori vurderes på en skala fra 1-25, og den samlede oplevelse får dermed summen af de fire kriterier med 100 point som topscoreren.

Og med karakteren 93,5 ud af 100 mulige placerer Thy Whisky sig i den absolutte elite, og karakteren blev akkompagneret af en kommentar fra Jim Murray.

- Stærkt arbejde fra folkene i Thy! Det er en utrolig smuk malt, siger han. 

Skrottet kornsort er hemmeligheden

På gården i Thy er det en frasorteret imperial byg, der i 1926 blev skrottet som kornsort, der er hemmeligheden bag den nye internationale succes.

Thy-bonden Nicolaj Nicolajsen, der producerer økologiske råvarer på gården i Gyrup, fik den udskældte sort tilbage via Nordisk Genbank, og begyndte at dyrke og opformere den på ny på markene ved Gyrup i Thy – denne gang med Whisky som endgame.

Hemmeligheden bag denne fad er den førnævnte imperial byg, der ifølge folkene bag Thy Whisky giver den en anderledes smag.

Her høstes den tidligere frasorteret imperial byg.
Her høstes den tidligere frasorteret imperial byg. Foto: Thy Whisky

Råvarerne til whiskyen er alle lokale fra Thy-egnen, og fremstillingen er også lokal.

De senere år er whiskyen ifølge ophavsmændene selv hele tiden blevet bedre, og tidligere på året troede man tilpas meget på produktet til, at Nicolai Nicolaisens to svigersønner er gået helhjertet - og på fuldtid - ind i produktionen.

Whiskyproduktion kræver tålmodighed

Hos familien selv, er man noget overrasket over den opmærksomhed, omtalen i bogen har givet. 

- Vi havde slet ikke regnet med al den opmærksomhed, det har affødt, men det er selvfølgelig rart, og det giver os en tro på, at vi er på vej i den rigtige retning, siger Andreas Poulsen, der er den ene af svigersønnerne. 

På trods af en øget efterspørgsel, så kommer placeringen i whiskybiblen ikke til at betyde noget for salget på den korte bane. 

- Vi kommer ikke til at kunne mærke det på salget, da vi i forvejen har udsolgt, siger Andreas Poulsen.

Skal ligge i tre år

I år har Thy Whisky produceret i omegnen af 4.000 liter whisky, hvilket svarer til 6-8.000 flasker, og det er alt sammen lagt på tønde. 

Whiskyproduktion er begrænset af, at whiskyen skal ligge minimum tre år, før den kan sælges. 

- Vores forretning er at bruge alle penge, vi tjener, og alle de penge, vi kan finde andre steder, på at få lagt whisky på lager, men vi skal ud i fremtiden, før vi for alvor kan afsætte større mængder, siger den anden svigersøn Jakob Stjernholm til Berlingske Business.