Business

ISS begaver aktionærer efter solidt kvartal

Det er ikke dumt at have aktier i ISS. Aktionærerne får nemlig flere penge i lommen ovenpå et fint tredje kvartal.

Servicekoncernen ISS sender flere penge efter sine aktionærer efter et tilfredsstillende tredje kvartal.

Servicekoncernen ISS, der med sine små 500.000 ansatte er en af verden største, har oplevet en støt vækst i de første ni måneder af 2016. Derfor får aktionærerne nu et trecifret millionbeløb til godteposen.

Selskabet med base i Søborg nær København omsatte for 58,6 milliarder kroner i perioden, et lille fald. Til gengæld steg resultatet pænt til 1,6 milliarder kroner.

Aftaler med Bombardier og Heinken

- Vi fortsætter vores stabile udvikling og leverer en robust organisk vækst og en forbedret overskudsgrad.

- Vi har underskrevet en række nye kontrakter i kvartalet og forlængelser af eksisterende kontrakter med selskaber som Bombardier, Royal Mail og Heineken, skriver administrerende direktør Jeff Gravenhorst i regnskabet.

ISS forlod kapitalfondenes hænder i 2014 til et liv som børsnoteret selskabet. Siden da har selskabet arbejdet for at nedbringe sin gæld.

Den lyder nu på 12,5 milliarder kroner, og det gør, at ISS føler sig tryg nok til at slå tøjlerne løs og sende flere penge til sine aktionærer.

- På baggrund af vores fortsatte stabile udvikling vil vi distribuere en ekstraordinær dividende på fire kroner per aktie, skriver Jeff Gravenhorst.

Det svarer til, at ISS sender 743 millioner kroner videre til sine aktionærer oven i de 1,4 milliarder kroner, der blev sendt afsted i april.