Business

TDC går tilbage - resultatet falder med 11,6 procent

Både resultatet og omsætningen i teleselskabet falder i tredje kvartal, viser regnskabet. Erhvervsforretningen er hårdt presset.

Både resultatet og omsætningen går tilbage i TDC. Det viser regnskabet for Danmarks førende teleselskab. 

Driftsresultatet tager et hak på 11,6 procent for kvartalet i forhold til året før. Sidste år var resultatet i tredje kvartal 2,448 milliarder kroner. 

I tredje kvartal i år er det dalet til 2,165 milliarder kroner. 

Der er et hårdt prispres på erhvervsmarkedet, og vi skal et godt stykke ind i 2017, før vi tør tro på en bedring i det marked

Finansdirektør i TDC, Stig Pastwa, om erhvervsmarkedet

Omsætningen lå på 5,235 milliarder kroner. I samme periode sidste år var det til 5,357 milliarder kroner. Det svarer til et fald på 2,4 procent, viser tallene. 

Alligevel hæver man forsigtigt forvetningerne til 2016. Tidligere regnede man med et driftsresultat på "omkring" 8,4 milliarder kroner. Nu hæves forvetningerne til "over" 8,4 milliarder kroner. 

Nye mobilkunder - færre tv-kunder

Selskabet fik 5000 nye mobilkunder i Danmark i forhold til andet kvartal af 2016.

Til gengæld faldt antallet af kunder, der får deres kabelpakker fra TDC med 4000 kunder, viser regnskabet. 

Og med de nye kunder stiger også omstæningen for mobilkunderne i Danmark. Omsætningen for kvartalet var 700 millioner kroner, mens det tal sidste år var 674 millioner kroner.

- Vi tror, at kunderne tager godt imod, at vi har det bedste netværk, siger Stig Pastwa, der finansdirektør i TDC. 

Også omsætningen per kunde er steget, og det kan ses i regnskabet.

- Vi har haft et par prisstigninger på mobilsiden, og som man kan se reflekterer det sig i resultatet, siger Stig Pastwa,

Sammelægningen af Yousee og TDC har tilsyneladende gjort kunderne sure og fået flere til at tage telefonen for at ringe ind og klage.

- Flere ringer til support, og det har ledt til flere negative opleveser fra kunder, skriver selskabet i regnskabet. 

Erhvervsdelen presses hårdt

Hvor der altså var fremgang at spore i mobilsegmentet til private kunder, ser det anderledes hårdt ud for erhvervsdelen af forretningen i Danmark.

- Der er et hårdt prispres på erhvervsmarkedet, og vi skal et godt stykke ind i 2017, før vi tør tro på en bedring i det marked, siger Stig Pastwa. 

Her går samtlige af TDCs produkter tilbage og samlet set falder omsætningen i forretningen med erhvervskunderne med 8,3 procent til 1,261 milliarder kroner i forhold til samme periode sidste år.

- Udviklingen i kundetilfredsheden er under pres drevet af segmentet for små og mellemstore virksomheder, skriver virksomheden i regnskabet. 

Skidt i Danmark - bedre i Norge

Hvor tallene fra Danmark ser triste ud, ser det bedre ud længere mod nord. 

I Norge steg omsætningen med to procent til 946 millioner norske kroner.