Business

Største svindelsag nogensinde: 100.000 danskere kan få spærret kortet

100.000 danske betalingskort bør spærres på grund af mistanke om misbrug, oplyser Nets.

Helt op mod 100.000 danske betalingskort bør spærres på grund af mistanke om svindel i den nærmeste fremtid. Det skriver Nets på sin hjemmeside.

Det er ikke sikkert, at kortene er blevet misbrugt endnu, men alligevel anbefaler Nets nu bankerne, at de spærrer kortene for at være på den sikre side.

- Nets har i de seneste uger konstateret et stigende misbrug af dansk udstedte betalingskort i både danske og udenlandske internetforretninger, og alt peger nu på, at kilden til dette er en udenlandsk internetforretning, og at en større mængde kortoplysninger er havnet i forkerte hænder, skriver selskabet på sin hjemmeside.

For blot en måned siden oplyste Nets, at selvsamme udenlandske firma havde misbrugt 15.000 danske betalingskort. Men nu er tallet altså rundet helt op til 100.000.

TV 2 Business har af flere omgange forsøgt at få navnet på den udenlandske internetbutik, der står bag misbruget, men Nets ønsker ikke at oplyse det. Heller ikke bankerne har fået at vide, hvem der står bag.

Største misbrugssag nogensinde

Nets påpeger, at det ikke er sikkert, at alle kortene er blevet misbrugt, men at de skal spærres præventivt.

- Kortholderne spares for at blive udsat for misbrug af deres betalingskort og de gener og tidsforbrug, det medfører at skulle gøre indsigelse, skriver Nets.

Misbrugssagen er den største inden for betalingskort i Danmarkshistorien.

Det er kortselskaberne selv - for eksempel Visa og Mastercard - der står bag efterforskningen.

Hvis du har oplevet noget lignende, så hører TV 2 gerne fra dig her.

Nets blev børsnoteret i sidste måned, men det gik ikke helt som planlagt. Se mere om det på TV 2 Business her: