Business

Lauritz.com-aktien når kedelig bundrekord

I sidste måned skrev avisen Berlingske Business om, at flere kunder laver falske bud på Lauritz.com. Scanpix / Scanpix

Aktionærerne i auktionshuset Lauritz.com jubler ikke ligefrem for tiden. Aktien falder til historisk lavt niveau.

Efter blot fire måneder på børsen daler aktien i auktionshuset Lauritz.com nu til det laveste niveau nogensinde.

Aktien koster nu blot 9,30 svenske kroner, hvilket svarer til 7,14 danske kroner.

Lauritz.com blev børsnoteret på den svenske børs i juni-måned, og her kom aktien på markedet til 15 svenske kroner. Dermed har aktionærerne, der købte en aktie allerede dengang, kun tabt penge på at have aktien.

- Det er en trist udvikling at se aktiekursen i Lauritz. Ikke kun falder aktien, men det sker under en meget lille omsætning. Det vidner i flere henseender om at Lauritz.coms børsnotering ikke har været en succes, skriver Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, til TV 2 Business.

Omsætningen falder i Lauritz.com. Se interview med direktøren og hør hvorfor på TV 2 Business her:

På dagen for børsnoteringen steg aktien i Lauritz.com til kurs 16,20 svenske kroner. Men de glade tider er altså forbi, da aktien har ligget under 10 svenske kroner siden torsdag i sidste uge.

For lidt at handle med

Og ikke nok med, at aktionærerne har måttet leve med et tab på aktien, så gik det også helt galt, da auktionshuset skulle børsnoteres i sin tid.

På den planlagte dato for børsnoteringen måtte det hele nemlig aflyses i sidste øjeblik. Årsagen lød på, at der var for få langsigtede investorer blandt dem, der havde meldt sig som købere af aktien op til børsnoteringen.

Og det er netop det problem, der igen volder selskabet problemer efter børsnoteringen, mener Per Hansen.

- Kun 8 procent af aktierne er i private hænder og kan handles. Der er ganske enkelt for lidt at handle med, og derfor kan få handler bevæge og flytte aktiekursen uforholdsmæssigt for meget, skriver han.

Dårlige sager for selskabet

Konklusionen på børsnoteringen af det danske auktionshus er derfor kun én:

- Set i bagklogskabens ulideligt klare lys må det konkluderes, at Lauritz.com ikke har været børsmoden, skriver Per Hansen.

Siden Lauritz.com kom på børsen er det regnet med dårlige nyheder om selskabet.

For eksempel har Berlingske Business skrevet en række artikler om auktionshusets ti mest aktive kunder på Lauritz.com, der står for cirka ti procent af alle buddene på auktionssiden. Det svarer til cirka 370.000 auktioner.