Business

Matas får medhold i pris-fejde mod butikskæden Normal

Matas vinder over kæden Normal i sag om vildledende markedspriser.

Forbrugerombudsmanden giver nu Matas medhold i, at konkurrenten Normal skilter med vildledende markedspriser.

Normal, der bl.a. sælger parallelimporterede mærkevarer indenfor hudpleje- og rengøringsprodukter, fortæller på sine prisskilte, hvor meget kunderne sparer i forhold til markedsprisen.

Men ifølge klagen har markedsprisen i flere tilfælde været baseret på forældede priser hos konkurrenterne. 

- Normal sammenlignede sine egne priser med priser, som de oplyste i øvrigt var gældende på markedet. Men de kunne ikke dokumentere, at de priser, de brugte i sammenligningen, faktisk var markedsprisen, og sammenligningen var derfor vildledende, hedder det i pressemeddelelsen. 

Se også historien om datingkongen, der vil skubbe Matas af markedet på TV 2 Business her:

Manglende dokumentation

Forbrugerombudsmanden giver altså Matas ret og indskærper, at Normal fremover skal indhente konkurrentpriser for eksempel fra Matas hver uge frem for hver sjette uge som i dag.

- Prissammenligning i markedsføring kan være helt i orden, men det er vigtigt, at sammenligningen er korrekt, relevant og i øvrigt kan dokumenteres, udtaler forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i meddelelsen.  

- Ellers bliver forbrugerne jo vildledt, når de skal beslutte, hvor de vil købe deres varer, fortsætter hun.

Forbrugerombudsmanden modtog en klage over en række besparelser, som butikskæden lovede forbrugerne og bad Normal om dokumentation for de prisundersøgelser, som virksomheden lagde til grund for besparelserne.

Den dokumentation, som Normal kunne fremlægge, opfyldte ikke markedsføringslovens krav. 

Normal retter ind

Normal har oplyst, at virksomheden tager Forbrugerombudsmandens afgørelse til efterretning og vil indrette sin fremtidige markedsføring i overensstemmelse med afgørelsen.

Normal må heller ikke benytte vendingen ”fast lav underpris”, med mindre dokumentationen for markedsprisen er på plads. 

Forbrugerombudsmanden modtog en klage over en række besparelser, som butikskæden lovede forbrugerne og bad Normal om dokumentation for de prisundersøgelser, som virksomheden lagde til grund for besparelserne. Den dokumentation, som Normal kunne fremlægge, opfyldte ikke markedsføringslovens krav.