Business

De superlave renter vil vare ved i flere år endnu

Fire år med minusrenter begynder at vække bekymringer fra flere sider.

Det ser ud til, at både forbrugere og virksomheder kan låne til historisk lave renter en rum tid endnu. Sådan lyder beskeden fra bankerne.

Men minusrenterne har endnu ikke givet de ønskede virkninger, siger kredit-bureauet Standard & Poors i en ny rapport. Og det vækker nu bekymringer fra flere sider, at renterne fortsat er så lave.

- Der vil opstå en afmatning, hvis man sætter renten ned, fordi så reduceres bankernes rentabilitet, og de bliver dermed svækket, siger Markus K. Brunnermeier, der er professor på Princeton University i USA til TV 2 Business.

Danmark er det land i verden, som har haft minusrenter længst tid, nemlig siden 2012. Men også Sverige, Schweiz, Japan og hele Euro-området har nu negative renter.

Og hos Nordea tror man først, at renten vil blive sat op om to eller tre år.

Værktøj efter finanskrisen

De ekstremt lave renter blev indfaset efter finanskrisen i 2008, hvor man brugte de lave renter som værktøj til at få økonomien på ret køl igen.

Og på den måde har renterne da også virket, mener erhvervskommentator og tidligere chefredaktør på Børsen, Leif Beck Fallesen.

- De sidste otte år er renterne faldet markant for at sørge for simpelthen at sørge for at vi kom ud af finanskrisen. Men der hvor det ikke har virket er, når vi skal skabe ny økonomisk vækst, forklarer han til TV 2 Business.

Samme holdning har Jan Størup Nielsen, der er senioranalytiker hos Nordea.

- Det hjælper ikke længere at sætte renterne ned, siger han til TV 2 Business.

Risiko for at smadre bankerne

Det er specielt farligt for bankerne med de ekstremt lave renter, fordi det ødelægger deres normale forretningsmodel, da det ikke længere kan betale sig for hverken virksomheder eller privatforbrugere at sætte deres penge i banken.

- Den store risiko er, at man smadrer bankerne, så de ikke længere kan låne penge ud, mener Leif Beck Fallesen.

- Hvis man får en negativ rente på minus 3 eller på minus 4, så er det billigere for virksomhederne og private at sætte penge i en boks, de lejer, fortsætter han.

Et af de eneste lande der ikke kører med minusrenter er USA. Her venter man i stedet på, at USA's centralbank (Fed) sætter renten op, som de varslede om i begyndelsen af året.