Business

Aktierne bløder - og det kan betyde noget for dig, selvom du ikke ejer nogen

Investorernes fingre hviler tungt på salgsknappen, og det sender aktierne i rødt. Men er bunden nået, eller bliver det endnu værre?

Uanset om du selv investerer i aktier eller ej, er udviklingen på aktiemarkedet ikke ligegyldig for dig. De fleste af os har en pensionsopsparing og er dermed investorer - og altså påvirkede af, om aktierne bevæger sig op eller ned.

Og i år er det mest gået en vej: Ned. De danske aktier er banket tilbage til niveauer fra under årets start, og uanset om man vender sig mod øst eller vest, har aktierne været under pres i år.

Usikkerhed om den kinesiske vækst og den kinesiske valuta startede aktieåret som en gyser, hvor det kinesiske marked blev lukket flere dage i træk på grund af store fald, og hvor også de øvrige markeder faldt dramatisk. Siden har Brexit, svag økonomisk vækst, usikkerhed om den amerikanske rentepolitik og frygt for den nye beboer i Det Hvide Hus presset aktierne ned.

Denne uge har usikkerheden været ekstra stor, og torsdag var samtlige af verdens aktieindeks klædt i rødt.

Men hvad betyder det for mig?

Har du selv sat penge i aktier, er sandsynligheden for røde tal i dit depot, og hvis du tjekker din pensionsopsparing, er den nok heller ikke vokset synderligt meget i år.

Men da de fleste pensionsopsparinger er såkaldt balancerede porteføljer og består af flere aktivklasser, typisk som minimum både aktier og obligationer, vil det være meget får, der vil opleve, at opsparingen er blevet direkte mindre af uroen på aktiemarkederne.

Kurser går op og ned, så jeg vil foreslå folk at slå koldt vand i blodet

Louise Aggerstrøm Hansen

Og ifølge privatøkonom i Danske Bank, Louise Aggerstrøm Hansen, er det bedste råd lige nu da også: Ta' det roligt, undgå panik og væbn dig med tålmodighed.

- Kurser går op og ned, så jeg vil foreslå folk at slå koldt vand i blodet, når de kigger på deres opsparing - især når det handler om pensionsopsparingen, som jo typisk først skal bruges om mange år, siger hun i et interview med TV 2 BUSINESS og uddyber:

- Langt de fleste har nemlig en meget stor andel af deres pensionsopsparing i obligationer, og mens 2016 har været et sløjt år for aktier, har man i stedet tjent på obligationer i samme periode. Vi er altså ude i en klassisk situation, hvor man tjener på gyngerne mens man taber på karrusellerne.

Hvor peger pilen hen nu?

Og spørger man investeringsstrategerne, hvor aktierne skal hen nu, får man ikke noget klart svar. De deler sig groft sagt i to lejre.

På den ene side står pessimisterne. De mener, at der er stor risiko for, at aktierne kan tage nogle store dyk - blandt andet fordi de - og det gælder ikke mindst de danske aktier - er alt for dyrt prissat. En af dem er Domenick Bescos, chefstrateg hos Momentum Markets.

- Vi er på vej ind i en form for perfekt storm, hvor vi får en masse dårlige nyheder samtidig, siger han til TV 2 BUSINESS.

- Vi kan se, at tilliden til de danske selskaber har lidt et knæk. De dansker har i mange år klaret sig godt og handles derfor også til en høj præmie. Men nu er vi på vej ind i regnskabssæsonen, og jeg forventer flere skuffelser, og det kan blive starten på et større udsalg af danske aktier.

Den danske aktienedtur er i høj grad drevet af Novo Nordisk, der fra at være både de private og professionelle investorers aktiedarling er den absolut ringeste aktie i C20-indekset. Siden nytår har Novo Nordisk fået barberet næsten en tredjedel af selskabets markedsværdi.

Men er det virkelig så slemt?

På den anden side står optimisterne. De mener, at en stor del af uroen på aktiemarkedet kan tilskrives en overdrevet frygt hos investorerne. De ser flere grunde til, at aktierne vil stige den kommende tid.

- Jeg tror på, at Centralbankerne vil holde renterne på et lavt niveau længe endnu, og at det vil understøtte væksten, og så lægger også vægt på, at erhvervslivet har det godt - ikke fantastisk, men godt nok til at skabe afkast til aktionærerne, siger Christian Klarskov, porteføljemanager hos firmaet Investeringsrådgivning.

Historisk har aktier givet et gennemsnitligt afkast på 6 procent årligt, men der har været meget store udsving år for år. De seneste store dyk då vi i 2001, 2008 og 2011.

Fredag tager aktierne sig en puster efter en dramatisk uge - de fleste indeks ligger fredag eftermiddag med små stigninger.