Business

Nordea om valg af MobilePay: Vi gør det for kundernes skyld

Nordeas beslutning om at vende Swipp ryggen sker for at sikre kunderne den bedste løsning, understreger Nordea-direktør Peter Lybecker.

Igen og igen har han forsvaret Swipp. Det er bare et spørgsmål om tid, nu vil det snart begynde at gå bedre, og når det handler om erhvervskunderne, er Swipp den bedste.

Men nu har piben fået an anden lyd hos Nordeas danske direktør, Peter Lybecker.

Nordea har fået nok af problembarnet Swipp og vælger nu i stedet at satse på konkurrenten MobilePay.

Vi skal dele investeringerne

Beslutningen er ifølge Peter Lybecker en naturlig konsekvens af, at MobilePays forspring nu er blevet så stort, at det ikke længere kan forsvares at blive hos Swipp.

Se hele interviewet med Nordea-topchefen på TV 2 Business her:

- Det er et spørgsmål om fremadrettet at dele investeringerne, og jo flere kunder vi får, jo nemmere bliver det. Derfor vil vi hellere samle vores kræfter med Danske Banks kræfter og andre banker, som også vil være med til at investere i fortsat udvikling af hele det her område, siger han til TV 2 Business.

Konkurrencen spidser til

Og han er ikke i tvivl om, at kampen mellem de digitale løsninger vil spidse til. Og at den ikke kommer til at handle om to forskellige danske løsninger – internationale giganter presser på.

Derfor er det også ifølge Lybecker afgørende, at de danske banker samler kræfterne. Og derfor vælger Nordea altså nu at skifte side.

- Sagen er, at alt, hvad der hedder betaling, i dag er voldsomt konkurrenceudsat. Vi vil se internationale spillere, der kommer ind. Vi vil se Apple Pay og forskellige løsninger, og ikke mindst vil der komme en stor udbredelse af Nets mobile Dankort, siger han.

FAKTA - MobilePay vs. Swipp

  • Danske Bank lancerer Mobilepay i 2013. App'en har i dag 3,2 millioner registrerede brugere.
  • Swipp bliver efterfølgende udviklet som en fælles løsning mellem de øvrige danske banker, men kunne i juni kun tælle til 900.000 brugere.
  • Bag Swipp står blandt andet Nykredit, Jyske Bank, Sydbank, Arbejdernes Landsbank, Spar Nord og lokale pengeinstitutter. Nordea var med i samarbejdet indtil 13. oktober.
  • Swipp forsøger blandt andet at slå Mobilepay på, hvor mange penge brugerne kan overføre. Derfor er beløbsgrænsen højere her end hos Danske Bank.

Kunderne skal kunne vælge frit

Men selvom Nordea altså nu har valgt side, betyder det ikke, at banken kan vælge side for kunderne, understreger Peter Lybecker.

- Jeg tror ikke på, at jeg skal vælge for kunderne. Vi skal give kunderne nogle muligheder og lade dem vælge, siger han.