Business

Danske Bank og Nordea gør sig til over for de øvrige banker: Men luften er iskold

Danske Bank og Nordea spiller med musklerne over for de øvrige banker, men umiddelbart er der ingen, der har lyst til at lege med de to bank-kæmper.

Dørene er lukkede, og læberne hårdt presset i hos de øvrige samarbejdsbanker bag Swipp, efter at Nordea torsdag morgen har meddelt, at de forlader Swipp og i stedet satser på MobilePay.

Med Nordeas exit forlader den største bank - og dermed også den største bidragsyder - Swipp-samarbejdet, og dermed ser fremtiden endnu mere dyster ud for problembarnet Swipp.

Se interview med Nordeas danske direktør, Peter Lybecker, der fortæller, om han fortryder ikke at gå ind i MobilePay fra start af på TV 2 Business her:

Og selvom Nordea-direktør Peter Lybecker forsøger at byde op til dans og opfordrer de øvrige banker bag Swipp, i alt omkring 70 regionale banker, til også at gå over til MobilePay, taler Nordea-direktøren umiddelbart for døve øren.

- Vi har tænkt os at blive ved med at bakke op om Swipp, og vi er ikke interesseret i at gå over til MobilePay. Swipp er en god og billig løsning, og den tror vi også på fremadrettet, siger Gert Jonassen, administrerende direktør i Arbejdernes Landsbank til TV 2 Business.

Bakker fortsat op om Swipp

Hos en anden af de største tilbageværende banker i Swipp-samarbejdet kommer en lignende afvisning af Danske Bank og Nordeas tilnærmelser.

-  Nordeas beslutning har ingen konsekvenser for vores kunder, og Spar Nord fortsætter derfor samarbejdet med de øvrige banker i Swipp med henblik på stadig at udvikle nye digitale betalingsløsninger til gavn for såvel kunder som bankerne i Swipp-fællesskabet, skriver Lasse Nyby, administrerende direktør i Spar Nord, i en mail til FinansWatch.

De øvrige større banker bag Swipp-samarbejdet ønsker ikke at kommentere hverken morgenens udmelding fra Nordea eller Peter Lybeckers tilnærmelser. Her har meldingen over en bred kan været 'ingen kommentarer'.

Står med en åben invitation

Nordea-direktør Peter Lybecker har ellers været meget klar i mælet over for de tidligere samarbejdsbanker. 

Ekspert mener, at Swipp minder om en spørgelsesby nu. Se hele interviewet på TV 2 Business her:

 -  Jeg står med en åben invitation fra Danske Bank og Nordea om at komme med i det her partnerskab. Det håber jeg, de vil, iger Peter Lybecker til TV 2 Business og uddyber:

- Jeg tror, det vil være til gavn for alle, det danske samfund og kunderne, at vi har én betalingsløsning frem for flere konkurrerende. Så mit håb er, at når de ser detaljerne, så kommer der mange banker med. Det håber jeg virkelig.

En svær kamp

Der bliver fra flere sider stillet spørgsmålstegn ved, om Swipp overhovedet kan overleve, når den største bank i samarbejdet har valgt at gå ove rtil konkurrenten.

MobilePay har da også med mere end 3,2 millioner brugere et kæmpe forspring på markedet for private transaktioner. Swipp har under 1 million brugere.

På markedet for erhvervstransaktioner, der stadig er i sin spæde start, men som forventes at blive en cash cow, står MobilePay og Swipp nogenlunde lige.

Efter at Nordea og Danske Bank har slået pjalterne sammen om MobilePay, dele de markedet nogenlunde på midsten. Altså har cirke halvdelen af danskerne nu hovedbank i en af bankerne bag MobilePay, mens den anden halvdel fortsat hor hovedbank hos én af Swipp-bankerne. I hvert fald indtil videre.