Business

Derfor er økonomerne trætte af Lars Rohde: Han skal slukke brande, ikke antænde dem

Nationalbankens direktør kæmper mod nye bobler på boligmarkedet. Men er der bobler derude, eller bobler det mest i hovedet på Lars Rohde?

Pas på. Stop op. Hold igen. 

Med alvorlig mine og et fast blik over brillekanten har nationalbankdirektør Lars Rohde igen og igen advaret politikerne om, at vi styrer direkte mod en ny boligboble, hvis ikke der gribes ind. Og hellere i dag end i morgen.

Men hvad siger tallene egentlig? Og er det dem - eller snarere et politisk korstog - der er udslagsgivende for Rohdes argumenter?

Sagt med andre ord: Er det fakta, eller er det spin?

Se hele programmet "Corporate Spin" på TV 2 Business her:

Udtalelser er direkte skadelige

Lars Christensen, der som økonom og debattør er vant til at jonglere med ord og budskaber, er ikke i tvivl. Han forklarer det på denne måde:

- Man kan sammenligne Nationalbanken med brandmænd, der sidder på stationen og venter på, at der kommer brand. Og måske tænker man: 'Gid der kom en pyroman og tændte ild til et eller andet, så vi kan komme ud med vores fine brandbiler.' Men brandbilerne skal jo helst blive på brandstationen, og brandmændene skal ikke være dem, der tænder ilden. Og det synes jeg, Nationalbanken er tæt på at være, siger Lars Christensen i denne uges udgave af Corporate Spin på TV 2 Business.

Han er ikke bare uenig i Rohdes udtalelser - han mener, at de er direkte skadelige.

- Nationalbankdirektøren og skatteministeren har tilsammen skabt mere risiko for den finansielle sektor end nogen som helst andre i år, Lars Christensen.

Less is more

Heller ikke Steen Reeslev, direktør i This is Touch og med en lang karriere bag sig, blandt andet som øverste pressemand i både Mærsk og Danske Bank, er begejstret for nationalbankdirektørens kommunikation. Her er rådet: Less is more.

- Han udtaler sig om for meget og for uprioriteret, siger Steen Reeslev til TV 2 Business, og uddyber:

- Dermed risikerer han at blive en del af den snakkende klasse og devaluere sig selv til at være en cheføkonom. Det, vi har brug for hos en nationalbankdirektør, er en mand, der kan handle. Han har en værktøjskasse, som han kan handle med.

Senest var Lars Rohde i september måned ude at pege fingre af bankernes udbyttepolitik og advare om risikoen for bye boligbobler i forbindelse med nationabankens fremlæggelse af kvartalsoversigten for tredje kvartal.