Massiv kritik af torskekvoter: Regeringen er medskyldig i muligt torskekollaps
Reduktionen i østersøkvoterne er langtfra stor nok til at bevare en bæredygtig bestand, lyder kritikken. Den nye aftale vil få fiskere til at stoppe.
Det er nedslående, at den danske regering mandag var med at lave en aftale om fremtidens torskekvoter i Østersøen, der truer bestandens levedygtighed.
Sådan lyder det fra blandt andet Greenpeace, efter at EU's landbrugs- og fødevareministre er blevet enige om en reduktion af kvoterne på 56 procent næste år i den vestlige del af Østersøen.
- Regeringen gør sig nu medskyldig i at risikere et kollaps af en vigtig bestand af torsk, og det er rigtig dårligt nyt for økosystemet i en stor del af de danske farvande, siger Magnus Eckeskog, havansvarlig i Greenpeace Danmark, i en pressemeddelelse.
Fiskere vil stoppe
- Der vil næste år blive hevet alt for mange fisk op af havet, og dermed fortsætter man beklageligvis med at underminere fremtiden for et fiskeri, der strækker sig hele vejen fra Bornholm til Jylland, tilføjer han.
Også hos Fiskeriforeningen er formanden i kreds øst, Allan Buch, bekymret over beslutningen om at reducere kvoterne.
- Reduktionen betyder, at en hel del fiskere ikke vil kunne opbære deres årsindtægt og muligvis vil stoppe. Det er en katastrofesituation, fastslår formanden over for TV 2.
- For fiskerne i den vestlige Østersø, især de mindste fartøjer som er 100 procent afhængige af at fiske torsk, vil det betyde, at de ikke har et eksistensgrundlag længere, siger Svend-Erik Andersen.
- Selv om der bliver forhandlet kvoter hvert år, hjælper det jo ikke noget for de kystfiskere, der går fallit. Der er omkring 400 fiskerifartøjer i den vestlige Østersø. Af dem er omkring 100 fartøjer afhængige af at fiske torsk, vurderer Svend-Erik Andersen.
Minister kalder beskæringen for 'en halv sejr'
Biologer havde på forhånd anbefalet en reduktion i torskekvoterne i den del af Østersøen på hele 88 procent. Det var også EU-Kommissionens udspil.
At det ikke endte med så stor en kvotebeskæring betegner fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) som en halv sejr.
- Jeg er tilfreds og betragter det som en halv sejr for Danmark, at vi kun endte med en reduktion på 56 procent i den vestlige Østersø og 25 procent i den østlige Østersø, siger fødevareministeren.
- Det bliver stadig hårdt for fiskerne og fiskersamfundene, men fra en katastrofe er vi kommet ned på en blødere landing, siger han.
Sådan ser den internationale interesseorganisation Oceana det dog ikke.
- Aftalen lider af mangel på ambitioner for at skabe en bæredygtig bestand for torsken i den vestlige del af Østersøen, hvor den er blevet kraftigt overfisket, siger Oceanas europæiske direktør, Lasse Gustavsson.
FAKTA: Fiskere må fange halvt så mange torsk i Østersøen
Også lystfiskere er en del af den aftale mellem EU-landene, som skal begrænse torskefiskeriet i Østersøen.
EU mener, at fiskekvoterne af torsk i Østersøen skal mindskes dramatisk. Det har dog skabt splid mellem EU-landene. På et møde i Luxembourg mellem EU's fiskeriministre, som endte med at vare 14 timer, faldt en aftale om fiskekvoterne for 2017 alligevel på plads mandag aften.
Læs her om aftalen:
- Før mandagens møde mellem EU's fiskeriministre i Bruxelles havde Europa-Kommissionen med opbakning fra forskere fremlagt et udspil til en væsentligt reduktion af fiskeriet af torsk i Østersøen.
- Kommissionen havde foreslået en reduktion på 88 procent i den vestlige Østersø og 39 procent i den østlige.
- Men så langt lykkedes det ikke at nå, fordi modstanden fra ministrene fra Tyskland og Danmark var for stor.
- I stedet endte det med en aftale om en reduktion på 56 procent i den vestlige Østersø og 25 procent i den østlige.
- Også lystfiskerne er blevet en del af aftalen. Fra slutningen af 2016 må lystfiskere maksimalt fange fem torsk om dagen. Det kan blive skåret ned til kun tre torsk i februar og marts næste år.
Kilder: EU-Kommissionen, TT