Business

Stor konverteringsbølge i gang: Danskerne omlægger boliglån for milliarder

I øjeblikket er mange danskere i gang med at omlægge deres boliglån, fordi det såkaldte superlån - til 2 procent - er i en meget attraktiv kurs.

Der er i øjeblikket en stor konverteringsbølge igang inden for omlægning af boliglån i Danmark.

Kursen på de fastforrentede 2 procent lån er nemlig nu så attrativ, at det allerede i en tidlig fase har lokket masser af boligejere til at opsige lån.

Nykredit, som er landets største på boligudlån, tror, at omlægningsbølgen bliver større end sommerens, som rundede 50 milliarder kroner.

- Hvis kursen på 2 procents-lånet holder niveau, så kravler vi med overvejende sandsynlighed over sommerens konvertering på 50 milliarder kroner og formegentligt med nogen afstand, siger Jeppe Borre, der er seniorøkonom i Nykredit, til TV 2 Business.

Se hele interviewet med Jeppe Borre og hør, hvor mange milliarder danskerne kan komme til at omlægge boliglån for på TV 2 Business her:

Endnu en bølge

I sidste uge sneg kursen på superlånet, der er på 2 procent, sig op på 99. Det betyder, at lånet er ekstremt attraktivt lige nu.

- Det kan være fornuftigt at slå til, fordi der er ingen sikkerhed for, at kursen forbliver så attraktiv, siger Jeppe Borre.

Sidste forår, hvor 2 procent-lånet sidst var lige så attraktivt, var de danske boligejere også i fuld sving med at omkonvertere deres boliglån.

I næsten tre kvarter i træk blev der konverteret boliglån for omkring 100 milliarder kroner.

Boligejerne har til udgangen af oktober til at opsige deres lån, hvis de vil med på bølgen.