Autobutler vil have bilværkstederne på nettet
Værkstedsportalen Autobutler vil gøre de danske bilværksteder digitale. Derfor lancerer selskabet nu en bookingportal, som bilejerne kan bruge online.
Den danske værkstedsportal Autobutler vil sørge for, at de danske autoværksteder bliver digitale.
Selskabet lancerer derfor nu et webbaseret bookingsystem under navnet Generator til værkstederne, og det giver bilejerne mulighed for at booke tider og indhente oplysninger døgnet rundt.
Konceptet med tidsbestilling på nettet er velkendt fra læger, frisører og andre servicevirksomheder, men autobranchen er langt bagefter.
Se hele interviewet med Shahram Hatam, indehaver af Nordsjællands Automekanik, der fortæller mere om konceptet på TV 2 Business her:
60 procent af værkstederne har ikke et website og håndterer tilbud og aftaler via telefon.
- Store dele af servicebranchen har opdaget, at der er store administrative besparelser, ved at slippe for selv at administrere bestillinger og reservationer, og lader kunden om at håndtere bookinger direkte via nettet. Den samme udvikling vil ske de næste år i bilbranchen, siger Christian Legêne, der er administrerende direktør i Autobutler.
Skal skabe omsætning
Og forklaringen på, at Autobutler har udviklet det nye bookingsystem er, at værkstedsbranchen skal lære at tænke og arbejde digitalt, så de bliver modne it-brugere, der kan generere forretning i Autobutler.
I den seneste måned har Autobutler testet en beta-version af bookingsystemet på 150 værksteder i Danmark, og her har de allerede fået bestillinger ind for adskillige millioner.
Autobutler får også del i den voksende omsætning, som bookingsystemet vil kreere. Bilværkstederne skal nemlig betale et abonnement for at kunne bruge systemet.
Bilværksteder sparer tid
Helt konkret fungerer systemet på den måde, at kunden kan indtaste bilens registreringsnummer og derefter beskrive den type opgave, der skal udføres på bilen online.
Se også iværksætterne bag Autobutler fortælle, om betydningen af kapitalindsprøjtningen på en kvart milliard på TV 2 Business her:
Og den nye metode vækker glæde hos én af de værksteder, der har fået lov til at afprøve systemet.
- Når der er opgaver, popper den op på en skærm som en forespørgel, og så sender vi en pris. Det sparer masser af tid ved telefonen, siger Shahram Hatam, der er indehaver af Nordsjællands Automekanik, til TV 2 Business.
I juli fik Autobutler en kæmpe kapitalindsprøjtning fra den franske Peugeot-Citroen-koncern på en kvart milliard kroner. Det er netop nogle af de penge, som værkstedsportalen bruger på at lave det nye bookingsystem.