Business

Fredet slot sat til salg for første gang siden 1938

Region Nordjylland har sat Visborggaard Slot til salg.

Hvis du drømmer om at blive slotsejer, så har du nu muligheden for at købe dit helt eget fredede slot.

Region Nordjylland har sat det historiske Visborggaard Slot lige uden for Visborg ved Hadsund til salg.

Visborggaard er et trefløjet renæssanceanlæg med adgang via en dæmning over vandgraven.

Hvad prisen bliver, er ikke til at sige. Slottet er sat til salg i offentligt udbud. Det vil sige, at interesserede købere skal afgive et skriftligt tilbud i en lukket kuvert.

Ejendommen sælges efter 15. januar 2017. Regionen kan derefter vælge mellem købstilbuddene eller forkaste dem alle.

10 henvendelser - tre seriøse

Det er Steen Royberg fra Nybolig Erhverv Aalborg, der står for salget. Han kan ikke afsløre, hvilet prisleje han forventer, slottet vil blive solgt for. Men han siger, der allerede har været interesse.

- Vi begyndte at markedsføre i tirsdags, og vi har fået 10 henvendelser, hvoraf tre af dem var seriøse. Med det mener jeg, at de ønskede at downloade og få adgang til det omfattende bilagsmateriale, siger Steen Royberg til TV 2.

Han fortæller at køberen kan spænde fra fonde til en privat velhaver, der ønsker at bo der selv. Selvom der ikke findes en udbudspris, afslører Steen Royberg, at man skal have økonomien i orden.

Der er nu offentlig adgang til slotsparken mellem solopgang og solnedgang. Men det er Kulturministeriets opfattelse, at man vil kunne lukke for offentlig adgang, hvis en fremtidig ejer ønsker det.

- Bare for at vedligeholde haveanlægget og barokhaven kræver det to fuldtidsgartnere, siger han.

Brændte under Grevens Fejde

Visborggaard optræder for første gang i skriftlige kilder helt tilbage i 1351 i et brev fra Valdemar Atterdag. Gården brændte under Grevens Fejde i 1534, og blev genopført i 1576.

I 1938 blev gården købt af Statens Jordslovsudvalg, som indrettede slotsbygningerne til et hjem for 100 sindslidende kvinder. Siden har Visborggaard ikke været til salg. Men Region Nordjylland har fortsat med at benytte gården som bosted for sindslidende kvinder.

Det er langt fra hver dag, at Steen Royberg får et slot til salg.

- Jeg har arbejdet i 30 år, og det er anden gang i de 30 år, at jeg har haft noget, der tenderer det her, siger han.

Overtagelsesdagen for slottet er 1. januar 2018.