Business

Nets spærrer 15.000 danske betalingskort - frygter fusk

En større misbrugssag gør, at Nets vil udskifte omkring 15.000 betalingskort.

Nets, der står bag Dankortet, skal udskifte 15.000 danske betalingskort. 

Det skriver Nets i en meddelelse.

Grunden er eftersigende, at de omkring 15.000 betalingskort har været benyttet i en internetbutik, hvor kortoplysningerne kan være havnet i forkerte hænder. 

Se også hvordan det gik til, da Nets blev børsnoteret i fredags på TV 2 Business her:

- Denne sag berører mange dansk udstedte kort, der har været anvendt i den pågældende internetforretning. Derfor vil vi udskifte de kort, der kan være berørt af dette for at forebygge, at et yderligere misbrug finder sted, siger Kaspar Kock Kristensen, der er senior vice president, Fraud and Dispute, i Nets.

​I de seneste uger har Nets konstateret et stigende misbrug af dansk udstedte betalingskort i både danske og udenlandske internetforretninger, skriver Nets.

Kortholdere ikke ansvarlige

Hvis man som kortholder oplever, at man har fået sit kort misbrugt i denne sag, vil banken dække tabet, skriver Nets.

Bankerne vil, hurtigst muligt, etablere kontakt til de kortholdere, hvis kort er berørt af sagen, og som skal have deres kort udskiftet. For at undgå yderligere misbrug, er processen med at spærre kort allerede startet.

Derfor kan nogle kortholdere opleve at få deres kort afvist i butikker, inden de bliver kontaktet af deres bank.

Nets forsøger at bremse misbruget

I alt udskiftes godt 15.000 dansk udstedte betalingskort i relation til denne sag, skriver Nets.

Hovedparten af de misbrugsforsøg, der har været, er blevet afvist i kraft af den målrettede misbrugsovervågning i Nets. Ud over de kort, der er blevet forsøgt misbrugt, udskiftes en del kort af præventive årsager. 

Formålet er at undgå, at flere kortholdere bliver udsat for et misbrug, som de på sigt kan blive ramt af, da deres kortdata efter alt at dømme er kompromitteret.