Business

TV 2 erfarer: Nets rykker børsnotering frem efter massivt aktiesalg

Betalingsselskabet Nets har besluttet at lukke salget af aktier før tid og fremrykker børsnoteringen med fire dage, erfarer TV 2 Business.

Betalingsløsningsselskabet Nets rykker den snarlige børsnotering fire dage frem, efter en massiv interesse fra investorer, der vil have fat i aktien.

Det forventede startsskud på fondsbørsen for Nets var planlagt til tirsdag i næste uge, men nu fremrykker selskabet børsnoteringen til at finde sted på fredag kl. 09.00.

Det fortæller flere kilder med kendskab til børsprocessen til TV 2 Business, som i går tirsdag kunne fortælle, at minimumsværdien af Nets blev løftet, hvilket var et klart signal om meget stor interesse for at blive medejer af det børsnoterede Nets.

Nets vil derfor allerede i morgen torsdag lukke bøgerne for det udbud af aktier, der har været igang.

Sidste udkald for ordrer

Dermed skal private og professionelle investorer, der endnu ikke har placeret købsordrer og ønsker at komme om bord inden børsnoteringen, rubbe neglene. 

Det er endnu for tidligt at sætte tal på, hvor mange flere købere der har bestilt aktier end udbuddet fra ejerkredsen bag Nets, men det bliver en betydelig overtegning med efterspørgsel fra både private samt institutionelle investorer både herhjemme og udenlands. 

Den succesfulde salgsproces udført af Nets-ledelsen samt bankkonsortiet bag børsnoteringen har gødet jorden for en festlig fredag med kurshop på førstedagen.

Det kræver nemlig en naturlig efterspørgsel i det fri marked for aktierne, da ikke alle investorer har fået det ønskede antal Nets-aktier.

Indsnævrede aktiekurs

Tirsdag halverede Nets det udmeldte interval for kursen på aktien, som den endelige startkurs skal findes i.

Indsnævringen blev indsnævret fra 130-160 kroner per aktie til 145-160 kroner, og dermed skar Nets 3 milliarder nedefra.

Det betyder, at Nets bliver børsnoteret med en værdi mellem 29 og 32 milliarder kroner.

Trods rift om aktierne i Nets er der grund til at være bekymret for selskabets fremtid. Ifølge professor Jan Damsgaard fra CBS vil Nets blive ramt af den såkaldte blockchain-teknologi på samme måde, som da e-mail ramte Post Danmark, og det har gjort ondt. Se hele interviewet på TV 2 Business her:

Godt køb nu, risikabel på sigt

Ender Nets med at sætte fra land i børsfarvandet i den høje ende af sit nye kursinterval, kan klassens nye dreng allerede på første dag indhente eller måske endda overhale store selskaber som for eksempel teleselskabet TDC.

De store investorer, som TV 2 Business har talt med, peger næsten samstemmende på forventning om en kortsigtet gevinst ved at eje aktier i Nets.

Ikke kun på noteringsdagen, men fordi Nets er en stærk pengemaskine med stabil milliardindtjening og gode vækstmuligheder.

Men det langsigtede potentiale i aktien er de mere lorne ved, og her kan nervøsiteten samles omkring et enkelt, moderne begreb: Disruption.

Nets er foran på sine teknologiske betalingsløsninger, men ingen kan garantere, at en ny og endnu ukendt teknologi kan feje Nets af banen. Her kan fjenden både være verdens største spillere som Apple, Google, Samsung og så den anonyme Ole Opfinder.

Guldregn over topfolk

Processen frem mod børsnoteringen har også kastet lys over et usædvanligt lukrativt aktieprogram.

Ordningen, der er indført at kapitalfondene Advent og Bain fra USA, som købte Nets af en stribe danske banker i 2014, forgylder 70 medarbejdere, der fik aktier ved overtagelsen.

De kan ifølge Børsen se frem til at få deres investering på mellem 100.000 og 4 millioner kroner igen 80-90 gange.

Bedst ser det ud for topchef Bo Nilsson, der kan se frem til at eje en aktiepost til en værdi af 350 millioner kroner som følge af programmet.

Derudover ejer Nilsson aktier for yderligere 100 millioner kroner, hvis Nets går på fondsbørsen til en pris på omkring 30 milliarder kroner, hvilket anses som meget sandsynligt. Dermed står han til at score omkring 450 millioner kroner på godt to år.