Business

Danske IT-giganter går efter at stjæle NemID fra Nets

Den danske betalingsvirksomhed Nets skal genforhandle sin kontrakt om NemID inden for kort tid, men der er stor konkurrence.

Mindst 20 IT-virksomheder står klar til at udfordre Nets i næste generation af NemID, når Nets' kontrakt udløber i slutningen af 2018. 

Det skriver Børsen.

Se også interview med topchef i Nets, Bo Nilsson, der forklarer, at han hellere vil arbejde end at ligge på Bahamas på TV 2 Business her:

Det drejer sig blandt andet om Systematic, KMD, IBM og NNIT, der alle har set sig lune på et ejerskab af NemID'et. Og det kan da også være en god forretning, da NemID årligt har givet Nets en omsætning på 300 mio. kr.

- Vi regner med konkurrence på alle produkter, og forbereder os så godt, vi kan, på at vinde de udbud der er forretningsmæssige fornuftige, lyder fra Nets' NemID-ansvarlige Niels Gotfredsen.

Mange kontrakter skal genforhandles

Frem mod 2020 skal Nets også forsøge at genforhandle dankortaftalen samt de norske kontrakter på BankID og Bankaxept.

Allerede nu er Digitaliseringsstyrelsen i teknisk dialog om NemID-kontrakten med mulige leverandører. En ny kontrakt vil kunne være underskrevet inden slutningen af 2017.

Se også, hvorfor kontrakten om dankortet er så vigtig for Nets på TV 2 Business her:

- Kontrakten vil formodentlig være interessant, fordi der vil være plads til nytækning og nye løsninger, udtaler Flemming Thomsen, der er direktør for forretningsudvalget hos Danmarks største software- og systemintegrator, Systematic.

NemID blev lanceret 1. juli 2010 og har i dag 4,55 mio. brugere. I 2015 blev tjenesten brugt 730 mio. gange.

Danmark ses som foregangsland inden for digitalisering af samfundet. Børsen skriver, at ifølge teleanalytiker John Strand fra Strand Consult anses den nye NemID-kontrakt som prestigefyldt og vil tiltrække globale spillere.

Børsnotering på vej

Og forhandlingen om to vigtige kontrakter er ikke det eneste, man har at se til i Nets for tiden.

Om blot halvanden uge går betalingsgiganten på børsen med en markedsværdi på op til 26-32 milliarder kroner.

Senere i dag holder Nets møde for kommende aktionærer. Det kan du følge på TV 2 Business fra klokken 17:20.