Nets-direktør: Det er gået hurtigere og bedre end vi - og alle - havde regnet med

Nets skal på børsen i Danmark, og indtil videre er det gået over al forventning.

Den danske betalingskoncern Nets skal på børsen, og direktør Bo Nilsson glæder sig til, at danskerne nu kan blive medejere af dankortet.

- Det er gået hurtigere og bedre, end vi og alle havde regnet med. Det er selvfølgelig super positivt, siger Bo Nilsson til TV 2 Business.

Han har siddet som direktør for Nets siden sommeren 2014, og siden da er det gået stærkt med planerne for en børsnotering.

I dag er børsprospektet blevet præsenteret, og det kommer ud langt hurtigere end markedets forventninger. Tirsdag den 27. september bliver første dag, hvor man kan købe og handle Nets-aktier på den danske fondsbørs.

Se hele interviewet med topchef Bo Nilsson på TV 2 Business her:

Mange spillere om kunderne

Og selvom betalingsmarkedet er præget af hård konkurrence, hvor der popper nye spillere op hele tiden, så tror Bo Nilsson, at fremtiden ser lys ud for Nets.

Senest har Nets præsenteret, at man vil lancere et digital dankort til foråret. Det har den danske detailkæde blandt andet valgt til sine butikker over Mobilepay.

Ingen intentioner om at forlade Nets

Bo Nilsson har selv aktier i Nets, der er over en halv milliard værd. Han vil dog ikke droppe direktørjobbet i Nets til fordel for at veksle pengene og ligge på en ø, forklarer han.

- Jeg har ingen intentioner om at forlade Nets. Vi er på en fantastisk rejse, og der er så mange muligheder inden for betalingsmarkedet i de næste mange år, siger Bo Nilsson, der dog påpeger, at det er bestyrelsens beslutning.

Han forklarer også, at Nets også er på opkøbstogt for at blive endnu større. Der er dog ikke lavet nogle endelige aftaler om at købe andre virksomheder op endnu.

Jeg har ingen intentioner om at forlade Nets

Bo Nilsson, administrerende direktør, Nets

- Der er nogle ting vi er interesserede i, men der skal både en køber og en sælger til for at man kan lave en virksomhedshandel, forklarer Bo Nilsson.

Det er specielt det finske og svenske marked, at Nets kigger på, når det drejer sig om at øge væksten.