S skeptiske overfor flittige bydere: Ministeren må undersøge Lauritz.com

16x9
Auktionshuset Lauritz.com sælger luksusvarer på nettet og er Nordens største online auktionshus. Foto: PR / PR

Socialdemokraterne beder ministeren se Lauritz.com efter i sømmene, efter det er kommet frem, at få kunder afgiver millioner af bud på auktionssiden.

Ti kunder har budt på millioner af varer på det online auktionshus Lauritz.com. En enkelt kunde har gennemsnitligt afgivet bud på 17 varer dagligt de sidste 13 år. Det løber alene op i 800.000 bud.

De tal kunne Berlingske Research afsløre fredag, og tallene får alarmklokkerne til at ringe hos Karin Gaardsted fra Socialdemokraterne. Hun mener, at den høje aktivitet kan være et forsøg på at skrue buddene op på auktionerne og opfordrer nu Erhvervsminister Troels Lund Poulsen fra Venstre til at se på sagen for at sikre forbrugernes sikkerhed.

- Mit ærinde er, at forbrugerne skal være sikre på, at der ikke er professionelle, der byder auktionerne op uden hensigt om at købe varen, siger hun. 

Auktionshuset kender de aktive kunder og beskriver dem som professionelle, og afviser, at buddene skulle handle om at hæve priserne. De har undersøgt Berlingskes oplysninger og kigget på de pågældende kunder.

Karin Gaardsted ønsker, at ministeren skal forholde sig til lovgivningen, både så han kan garantere, at alt foregår efter bogen i de online auktionshuse og at lovgivningen er tidssvarende indenfor de online handler. 

- Det er folks egen dumhed, hvis de betaler for meget, men man kan nemt blive forledt af de mange bud, siger hun.

Svært at bevise intentionen med onlinebud

Troels Bjerre Lund, adjunkt i teoretisk datalogi på IT Universitetet, mener ikke, at det kan tolkes ud af Berlingske Researchs tal, om de ti særligt aktive kunder på Lauritz.com byder ærligt eller ej. 

- Der er folk, der lever af det her, og hvis man vil købe billigt og sælge dyrt, så er man nødt til at afgive en masse lave bud, og så vinder man ikke så mange auktioner. Jeg ser ikke noget mistænkeligt, siger han.   

Han er dog enig i, at konsekvensen kan blive, at priserne på auktionsvarerne bliver skruet unødigt op, fordi efterspørgslen kan give et indtryk af, at varen er mere værd end den reelt er.

Af tallene fremgår, at de flittige bydere kun vinder få af deres auktioner. Den mest aktive byder af de ti har vundet under ti procent af sine auktioner, mens nummer to og tre har vundet henholdsvis 0,8 og 0,3 procent. Ifølge Troels Bjerre Lund er det umuligt at afgøre, hvilke intentioner der ligger bag de mange bud. 

Vicedirektør i Forbrugerrådet, Vagn Jelsøe, opfordrer kunderne til at holde hovedet koldt og ikke byde mere, end de vil.   

- Dem, de byder op imod, er ikke nødvendigvis almindelige forbrugere med en almindelig pengepung, men professionelle bydere, som byder massivt, siger han.