Business

Konkurs truer lampekomet: - Jeg skal lige overskue, hvad fanden der foregår

For et år siden var Hesalight en solstråle-historie. I dag presser tre store investorer selskabet helt på konkursens rand.

Det går hurtigt i showbusiness, og det gør det i den grad også i erhvervslivet.

Fra forsidehistorier om supervækst og milliardpotentiale i 2015 er Roskilde-baserede Hesalight i dag truet på livet efter en række afsløringer af tvivlsom regnskabspraksis.

Det er realiteterne, efter at Pensam, Danske Capital og PensionDanmark har besluttet at kræve over 750 millioner kroner udbetalt inden for 10 dage.

Kommer som en overraskelse

Dermed har investorerne sat Hesaligt kniven for struben efter et længere forløb, hvor Børsen og JP/Finans har afdækket kritisable forhold i virksomheden.

Direktør og stifter Lars Nørholt er fåmælt efter den opsigtsvækkende melding fra investorerne.

- Jeg skal lige overskue, hvad fanden der foregår. Det kommer som en overraskelse, det er min eneste kommentar, siger han til TV 2.

Kan I undgå en konkurs på det her?

- Jeg har ikke yderligere kommentarer, siger Lars Nørholt.

'Brud på aftalen'

Hesalights forretningsmodel er udrulning af LED-lyssystemer i byer og kommuner, hvor betalingen til det danske selskab sker i form af de besparelser, LED-teknologien giver kunderne.

En stor vækst fik flere investorer til at sværme om selskabet, men nu er stemningen vendt.

- Der har over de seneste måneder været et forløb, hvor obligationsinvestorerne har arbejdet med selskabet for at få mere indsigt i en række forhold. Desværre må vi konstatere, at der er væsentlige brud på obligationsaftalen, lyder det ifølge Ritzau i en udtalelse fra investorerne, som bl.a. tæller Pensam, Pensiondanmark og Danske Capital.