Rema 1000-købmænd laver millionoverskud: Se, om din lokale er med i Top 10
Bundlinjen viser over en million hos en række af købmændene i Rema 1000-kæden, der fortsat vokser og æder markedsandele i Danmark.
3,9 millioner kroner.
Så stort var overskuddet sidste år hos købmand Kenneth Holde, der ejer landets travleste Rema 1000 på Frederiksberg.
Hvis Rema-købmændene tjener så mange penge kunne varerne så ikke være billigere? Hør Rema-chefens svar her:
Butikken er discountkædens absolutte højdespringer, men solide bundlinjer er langt fra nogen sjældenhed blandt de 280 selvstændige Rema-købmænd.
Det viser en analyse, TV 2 Business har foretaget af de enkelte købmænds årsregnskaber fra sidste år.
Mange med overskud over en million
I gennemsnit præsterede hver Rema-ejer et overskud på 370.000 kr efter skat. Vel at mærke efter at købmanden selv havde fået udbetalt løn. 19 af købmændene lavede overskud på over 1 million kroner.
- Rema 1000 har formået at lave discountbutikker, som kunderne ikke opfatter som discount, men nærmere som et rigtigt supermarked. Kunderne oplever, at de får deres behov for dagligvarer dækket ét sted til en lav pris, siger detailkender og chefredaktør på Dansk Handelsblad, Niels H. Carstensen, til TV 2 Business.
Rema 1000 tilhører den norske Reitangruppen med stifter Odd Reitan i spidsen. Kæden kom til Danmark med to forretninger i 1994 og er ekspanderet markant de seneste år.
På 10 år er omsætningen mere end tredoblet til 11,4 milliarder kroner, mens butikstallet er fordoblet til at være på 280 nu. Målet er 400 forretninger, ifølge kæden ”inden for en årrække”.
Omsætning er tredoblet
Ifølge den seneste analyse fra Retail Institute sidder kæden nu på 25 procent af discountmarkedet og overgås kun af Netto fra Dansk Supermarked med 36 procent Coop-ejede Fakta indtager tredjepladsen med en markedsandel på 22 procent.
- Rema 1000 gør ikke noget, der er genialt. Men de gør mange små ting rigtig godt. For eksempel at leje sig til gode beliggenheder og at have selvstændige købmænd, der er klar til at lægge 70 timer om ugen i deres butikker, siger Niels Carstensen, chefredaktør på Dansk Handelsblad.
Ejer deres egne butikker
I modsætning til mange konkurrenter er Rema 1000 et franchisekoncept ligesom for eksempel McDonald's. Hver købmand ejer sin egen forretning og tager derfor selv både risikoen og den eventuelle gevinst.
- Det økonomiske udbytte er helt sikkert et vigtigt incitament til at lægge mange timer og kræfter i sin butik, siger Henrik Burkal, adm. direktør i Rema 1000.
Han er overbevist om, at en købmand i højere grad sørger for at holde butikken ren, disponere varerne rigtigt og minimere spild, når han er selvstændig frem for at være butikschef i en forretning, der ikke er hans egen. Det er ifølge direktøren en vigtig del af opskriften på kædens fremgang.
- Vi kan kun lave de resultater, vi laver, hvis vi hele tiden har fokus på at minimere omkostningerne. En købmand, der råder over sin egen økonomi, han vil gå langt for at spare 50 øre, siger Henrik Burkal.
TV 2 Business ville gerne have talt med Rema-købmændene, men ifølge kæden ønsker de ikke at medvirke i en omtale af deres økonomi.