Business

Tidligere topchef i Nordea lander job hos verdens største kapitalforvalter

Nordeas tidligere topchef fra Danmark lander job hos kapitalforvalteren Blackrock.

Den tidligere topchef for Nordea Christian Clausen landet et job hos kapitalforvalteren Blacrock. Det oplyser Blackrock i en pressemeddelelse.

Han skal nu være nordisk rådgiver hos verdens største kapitalforvalter, hvor han blandt andet skal udføre opgaver som seniorrådgiver, lobbyist og ekspert.

- Gennem mine mange år i den finansielle sektor i Norden har jeg kendt og respekteret BlackRock som en fremragende investor og kapitalforvalter, og jeg ser frem til at blive en del af BlackRock’s nordiske team og medvirke til udviklingen af forretningen, skriver Christian Clausen som en kommentar til ansættelsen.

Efter otte år i spidsen for Nordens største bank, Nordea, trådte Christian Clausen tilbage i august sidste år. 

Inden da sad Christian Clausen med ansvaret i Nordea Asset Management & Life fra 2000 til 2007, og han har derfor allerede erfaring inden for feltet kapitalforvaltning.

- Vi er meget glade for at kunne byde Christian Clausen velkommen. Med sin baggrund som topleder i den finansielle sektor medbringer Christian en uvurderlig ekspertise og forståelse for det finansielle marked og de lovgivningsmæssige rammer i Norden. Hans dybe indsigt og omfattende netværk vil i høj grad komme vores kunder og forretning til gode, udtaler David Blumer, der er chef for Blackrock EMA.