Business

OVERBLIK: Disse erhvervsbosser har vinket farvel til topposter i år

Flere danske direktører for store virksomheder har måttet overlade deres direktørstol til en anden i år. Få overblikket her.

Årets otte første måneder har allerede budt på flere afskedigelser og opsigelser fra markante erhvervsbosser i store danske virksomheder.

Få overblikket herunder:

A.P. MØLLER MÆRSK

Det hele begyndte torsdag den 23. juni, hvor Nils Smedegaard Andersen pludseligt blev fyret fra C20-virksomheden A.P. Møller Mærsk.

Her var der tale om en beslutning fra bestyrelsens side, der mente, at det krævede en ny direktør i spidsen for Mærsk, da man ville planlægge ny strategi.

- Det er bestyrelsen, der bestemmer, hvem der skal være topchef. Men jeg vil sige, at den dag det ikke påvirker en at tage sådan en beslutning, så skal man selv stoppe, udtalte Michael Pram, formand for bestyrelsen i Mærsk, til TV 2 Business i forbindelse med fyringen.

- Smedegaard har jo knoklet døgnet rundt, og vi har kun været tilfredse med de resultater, han har leveret, lød det videre.

Nils Smedegaard havde siddet som administrerende direktør for containerselskabet siden 2007 og måtte altså forlade posten efter ni år.

Se hele interviewet med bestyrelsesformand Michael Pram lige efter fyringen på TV 2 Business her:

Og for topchefen selv kom det som en stor overraskelse.

- Jeg skulle lige sluge min stolthed over ikke selv at have valgt tidspunktet. Jeg har været i ledelelse i mange år, og man skal altid være klar over den risiko, udtalte Nils Smedegaard til Jyllands-Posten tilbage i juni. 

Blot en uge efter fyringen blev han erstattet af kollegaen Søren Skou, der indtil den 1. juli havde siddet som direktør for Mærsk Line.

SKAT

Efter flere skandaler i Skat bl.a. med et tab af skattekroner for 12,3 milliarder kroner, blev administrerende direktør Jesper Rønnow Simonsen fyret fra jobbet i Skat den 26. august.

Det skete efter et massivt pres fra både politikere og andre for at få Skat-direktøren stillet til ansvar. Det betød derfor, at skatteminister Karsten Lauritzen (V) fyrede Jesper Rønnow i forbindelse med lanceringen af en genopretningsplan af Skat.

- Han er ikke kommet i hus med opgaven, og derfor er han ikke den rette til at stå i spidsen for det nye Skat, sagde Karsten Lauritzen på et pressemøde i forbindelse med fyringen af Rønnow.

Jesper Rønnow Simonsen er uddannet økonom og havde været direktør for Skat siden december 2012. Dengang kom han fra en stilling som direktør for Københavns Kommunes børne- og ungdomsforvaltning. 

Der er endnu ikke fundet en ny direktør for Skat.

ATP

Samme fredag som Skat-direktøren bliver fyret, er der en anden topchef i dansk erhvervsliv, der forlader sin post som direktør.

Nemlig direktøren for Danmarks største pensionskasse ATP, Carsten Stendevad, der måtte forlade selskabet på grund af en "alvorlig helbredsmæssig situation i familien". Han flytter derfor til USA.

- Det er en vanskelig beslutning for mig at sige farvel til ATP. Men givet situationen er det rigtige for os som familie nu at have base i USA. Det har været et stort privilegium at være direktør for ATP, udtalte Carsten Stendevad, der har været direktør for ATP siden april 2013.

Se interview med Carsten Stendevad efter den overraskende opsigelse på TV 2 Business her:

Heller ikke i dette tilfælde er der fundet en ny mand til at indtage posten som ATP-direktør endnu. Det forventes dog at blive gjort inden nytår.

NOVO NORDISK

I går kom turen så til Lars Rebien Sørensen, der har været administrerende direktør i medicinalgiganten Novo Nordisk siden november 2000.

Se hele interviewet med Lars Rebien Sørensen, der markerede dagen igår som en "festdag" på TV 2 Business her:

Han stopper som direktør med udgangen af året. Og selvom Lars Rebiens kontrakt rent faktisk løb til 2019, var det ikke en skuffet direktør, der udtalte sig i går:

- Det har været en helt fantastisk rejse, men jeg må også indrømme, at man kan blive mæt. Derfor er det fint, at der nu kommer en ny ledelse, sagde Lars Rebien Sørensen til TV 2 Business i går.

I 2015 blev han kåret som verdens bedste topchef af magasinet Harvard Business Review.

Se hvorfor den nye topchef i Novo Nordisk går ydmygt til opgaven på TV 2 Business her:

Det bliver kollegaen Lars Fruergaard Jørgensen, der bliver ny direktør for Novo Nordisk, der producerer insulin til diabetespatienter. Indtil nu har han siddet som koncerndirektør med ansvar for Corporate Development, men han har længe været i spil til posten.