Business

Stor fusion på vej mellem isenkræmmerkæder

Imerco og Inspiration går sammen i en ny kæde, der satser på at komme på børsen. Scanpix / Scanpix

Imerco og Inspiration går ifølge TV 2 Business’ oplysninger sammen og danner en potentiel børskandidat.

De to isenkræmmerkæder er på vej til at fusionere. Det erfarer TV 2 Business. De to kæder har en samlet omsætning på 1,6 milliarder kroner, og det er Imerco, der er den største af de to.

Inspiration er således halvt så stor som fusionspartneren, og Imerco har tre gange så mange butikker som den hidtidige konkurrent. Alt i alt har de to kæder tæt på 1.700 ansatte.

De to konkurrenters beslutning om at slå pjalterne sammen sker på baggrund af den stigende konkurrence inden for branchen. Der er både en intens konkurrence fra forskellige supermarkedskæder, men også den stigende online-handel presser de to isenkræmmerkæder.

Vil på børsen

Det nye selskab sigter mod en børsnotering. Og det er Imerco, der som den stærkeste kæde, har taget førersædet i den nye fusion. 

Bag Imerco står Mikael Goldschmidt, mest kendt som en af landets mest velhavende ejendomsinvestorer, som hovedaktionær med en ejerandel på 84 pct. via datterselskabet M. Goldschmidt Capital A/S. Dertil kommer lidt over 100 mindretalsaktionærer, som primært er tidligere butiksejere fra Imerco-kæden.

Inspiration er derimod fuldt ejet af den fynske rigmand Niels Thorborg, (manden bag L’easy og Wupti) via selskabet 3C RETAIL.

I den nye kæde bliver Mikael Goldschmidt hovedaktionær, mens Niels Thorborg bliver mindretalsaktionær.

Hør hvad de to rigmand bag kæderne skal have ud af den kommende børsnotering: