Business

Vestager: Apple fik ulovlig skattefordel på 97 milliarder i Irland

Apple har fået en skattefordel i Irland, der var ulovlig. Den støtte skal betales tilbage © Carlo Allegri / Reuters / Scanpix Denmark

Apple fik en ulovlig skattefordel på op mod 97 milliarder kroner i Irland, der nu må opkræve de ubetalte skatter fra selskabet.

Opdateres..

Irland har givet uretsmæssige skattefordele til teknologivirksomheden Apple. Det viser en afgørelse fra EU-kommisionen.

Apple fik lov til at betale væsentlig mindre skat end andre virksomheder, og nu skal Irland skaffe de 97 milliarder kroner tilbage, viser afgørelsen.

- Medlemslande kan ikke give særligt udvalgte virksomheder skattefordele. Det er ulovligt ifølge EU-reglerne. Kommisionens undersøgelse viser, at Irland har givet ulovlige skattefordele til Apple i gennem mange år, siger EU-kommisionær Margrethe Vestager i meddelelsen. 

Nu skal Irland i gang med at opkræve skatterne fra 2003 til 2014. Derudover kommer også renter, skriver Kommisionen i sin afgørelse. 

Betalte 0,005 i skat

Kommisionens undersøgelse viser, at Apple betalte 1 procent i skat i 2003. Det faldt dog til 0,005 procent i 2014. 

Ifølge kommisionen har det givet Apple en fordel i forhold til andre lignende virksomheder, der ikke har fået den fordel, som Apple altså gjorde. 

Kommisionen skriver endvidere, at Apple har haft uretsmæssige skattefordele siden 1991. EU-kommisionen kan dog kun få medlemsstater til at opkræve pengene i en ti-årige periode fra tidspunktet, undersøgelsen er sat i gang. Det blev den i 2014. 

Afgørelsen giver dog ikke anledning til yderligere undersøgelse af Irlands skattesystem. 

Amazon- og McDonalds-sager kan være på vej

Kommisionen oplyser desuden, at der er lignende undersøgelser i gang af Amazon og McDonalds.

De kan få konsekvenser i Luxembourg, skriver EU-kommisionen.