Business

Tidligere nationalbankdirektør er død: 'Det er en sorg og et stort tab'

Erik Hoffmeyer, der var direktør for Nationalbanken fra 1965 til 1994, er død. Han blev 91 år.

Den tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer er død i en alder af 91 år, skriver Politiken.

Hoffmeyer var direktør for Nationalbanken i 29 år og kunne dermed bryste sig med rekorden som den længst siddende direktør for en nationalbank.

Da han blev kongelig udnævnt nationalbankdirektør 1. januar 1965, var han blot 40 år. Han forlod først sin post, da han gik på pension i 1994.

Ifølge Ole Krohn, der er kommentator på TV 2 Business, er Erik Hoffmeyers død et tab.

- Danmark har mistet en af de allerstørste profiler, der har bestrædet jobbet som nationalbankdirektør, siger han.

Fra teologi til nationaløkonomi

Erik Hoffmeyer studerede oprindeligt teologi, efter han blev student i 1942 fra Aarhus Katedralskole. Men allerede året efter flyttede han til Sverige, fordi han havde været en del af modstandsbevægelsens kamp mod tyskernes besættelse af Danmark.

Efter krigen begyndte han i stedet at løse økonomi. Som nyuddannet cand.polit. blev han ansat i Nationalbanken i 1951. 

Han nåede at blive udnævnt titlen som professor i nationaløkonomi, før han i 1965 kunne skrive titlen som nationalbankdirektør på sit CV.

Den 40-årige direktør fik som sin første opgave at modernisere en støvet og gammeldags Nationalbank. Opgaven udførte han sammen med sine to meddirektører, Frede Sunesen og Svend Andersen. Trioen kørte parløb gennem 21 år, frem til 1985 hvor begge meddirektører gik på pension.

Danmark med kurs mod afgrunden

Erik Hoffmeyer var særligt bekymret for kronens ustablitet.

En høj inflation førte ikke alene til en ustabil krone. De førte også til et endnu højere renteniveau, som i sidste ende ramte statskassen. I takt med den store ustabilitet opbyggede statskassen en massiv statsgæld. 

Erik Hoffmeyer blev i slutningen af 1970'erne og i begyndelsen af 1980'erne kendt for at forsvare fastkurspolitikken. Han mente, at de gennemgående devalueringer af den danske krone var ved at køre den danske økonomi i sænk.

Hans faste holdning gennem længere tid har ført til, at kronen siden 1992 på intet tidspunkt har flyttet sig mærkbart over for først D-marken, og siden euroen, og at kronen sidst blev devalueret med tre procent over for D-marken i januar 1987.

En aktiv stemme

En af de grundene til, at Erik Hoffmeyer har gjort sig særligt bemærket i dansk historie, er - udover at være den længstsiddende nationalbankdirektør - hans aktive stemme, forklarer Ole Krohn.

- Han var en selvstændig stemme, som ikke var bange for at gå op imod partifarverne. Han havde en kritisk stemme, siger redaktionschefen og tilføjer:

- Han var en stærk fortaler for at gøre noget ved psykiske sygdomme. Han kæmpede for at forbedre området i en tid, hvor der ikke var samme anerkendelse på området, som der er i dag.

Hans aktive stemme førte til, at han i en årrække var præsident for Psykiatrifonden og formanden for Dansk Alzheimerforenings Forskningsfond.

Erik Hoffmeyer har desuden bestredet en række vægtige bestyrelsesposter i den danske medieverden, blandt andet i Politikens Fond og A/S Politiken Holding.

Statsminister i sorg

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har udsendt sin kondolance:

Det er med sorg, at jeg har modtaget meddelelsen om, at tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer er død.

Erik Hoffmeyer blev bankdirektør og formand for direktionen i Nationalbanken i 1965. Herefter prægede Hoffmeyers sirlige signatur pengesedlerne i tre årtier.

Erik Hoffmeyer havde en fast hånd om pengepolitikken igennem svære tider for Danmark og dansk økonomi. Han vil blive husket for sine klare holdninger til, hvordan samfundet skulle udvikle sig, bl.a igennem sit mangeårige virke i Det Økonomiske Råd.

Allerede som ung viste Hoffmeyer sig som en engageret samfundsborger med sine meningers mod - og satte handling bag ordene. Således hjalp han modstandsbevægelsen i krigens første år, inden han senere måtte flygte til Sverige.

Erik Hoffmeyers levende engagement i samfundslivet fastholdt han langt op i årene igennem sit arbejde for bl.a. Politiken Fonden, Dansk Alzheimerforenings Forskningsfond og Psykiatrifonden.

Det står klart, at vi har mistet en væsentlig figur i moderne Danmarkshistorie.

I dag er mine tanker hos Erik Hoffmeyers familie.